Hejnsvig - byen på bjerget

Byen på bjerget

Byen på bjerget – en beretning om Hejnsvig og omegn

Her er lidt smagsprøver fra bogen, der udkom 1. december 2019 og selv efter genoptryk desværre er udsolgt. Jeg lægger nogle kapitler op om lidt...

Man kan ikke komme højere til vejrs end netop her, hvor vi står: to grønklædte rundinger på denne hvælving på toppen af verden. De er formet og glattet af vind, regn og sne gennem snart fire tusinde år. Her, højt over mose og skov har i en svunden tid nogle forstandige folk fældet og brændt - og fundet sig til rette. Hvor længe, mon? I hvert fald længe nok til at leve og dø i mange generationer. Og med vores ’mangehøje’, en lille håndfuld høje omkring bakken, i dag blotlagte og synlige på afstand, starter historien med de første rødder, der søgte ned. Her er et rige: et mægtigt landskab omkring og under, et himmelhav over.

Hvor er så vores by? Kirken, der skulle være vartegn og bavn, kroen, der skulle lyse om aftenen og lokke den trætte rejsende til sig, de blågrå røgfaner fra husenes skorsten, der skulle vise, at her er fred og hjemlighed? Hejnsvig er som gledet ned ad bakken, husene er hældt ud langs vejen, der trækker byen langt mod Kolding og østkysten. Kirken gemmer sig – i hvert fald om sommeren – fra nord og vest, men står strunk når blot man nærmer sig byen fra øst og syd. Bakketoppen, udsigten, den forblæste forpost holdes af Præstehøjene. Her, i vestenstormen, kan man fornemme kystens brænding og saltet i luften; lægger man øre til jorden selv på en magsvejrs dag kan suset mærkes. Kan man se havet? Det tror man i himlens lave banker og revler. Byen, som vi kender den i dag, tilsyneladende skødesløst draperet som kirkens skørter, lå i sin vorden tæt omkring gravhøjene; ikke sådan at forstå, at ’tæt’ betød, at der var mange beboelser – sådan har det ikke været. Men da kirken fornuftigvis blev rejst i læ af bakketoppen nogle hundrede meter mod øst, fulgte husene så småt med. Bakketoppen er overladt til et par smågårde, Præstehøjene og lærkerne.

Hvad siger de selv?

Her er et lille uddrag af nogle af beretningerne:

K.:

Det var fantastisk i mange år med sammenhold: hvis man manglede hjælp, kom der altid nogen. Vi samlede kartofler op for hinanden. Det var ikke noget med, at du har flere kartofler at samle op – og når vi var færdige var det aldrig noget med, hvad skylder jeg dig? Det kunne man aldrig komme i tanke om at sige, man kunne risikere at fornærme manden! Det er blevet helt anderledes i dag. Det er nok fjernsynet, der er skyld i det. Man kommer ikke sammen mere. Vi havde altid nabokomsammener hver vinter. Det er helt forsvundet. Yngre mennesker, de suser på arbejde begge to i dag. Der er ingen landbrug herude mere. Der er nogen udefra, der kommer og dyrker jorden. Vi kom altid til hinandens fødselsdage. Vi kom bare. Vi var en atten stykker, der kom sammen dengang. Og det var ikke noget med at man havde en flaske med eller en stor buket blomster. Det er da trist, sådan som det er i dag. Men måske har vi bare bedre råd.

D.:

Der var ikke ret mange mennesker i Hejnsvig i 1905, 1906. Der var næsten flere mennesker i Klink, i Gilbjerg. Da jernbanen kom i 1918, kom alle de små håndværkere. Det kan man se fra folketællinger. Der var mange på gårdene dengang. Nu skal vi passe på med at byen ikke bliver en soveby. Alle parcelhusene kom i 70erne og 80erne. Det var forholdsvis billige grunde, der trak. Ellers var der faktisk ikke så meget andet her. Men det er et helt andet klientel. Nogle er børn af byen, men der er kommet mange andre til. Selvfølgelig er det landdistrikt, men man føler sig ikke længere som landboer. Der er ikke den gamle bondekultur. Der er et stort skel mellem dem og os på gårdene. De kender ikke en skid til os. Ikke hvad vi går og laver, kun at vi lugter og sviner. Man er blevet for fin – forfinet.

M.:

Under krigen kom tyskerne i store jernbanefulde og blev sat af i Hejnsvig. De boede på missionshuset og forskellige andre steder. Min bror, han var stor og kraftig, noget større end mig; det var den 23. april – vi skulle om til bedstemor, der havde fødselsdag. Der var nogle unge tyskere, der kom imod os; de var noget provokerende. Det kunne min bror også godt være. Han gav dem lige en skulder, da de gik forbi. Det skulle han aldrig have gjort.  De gik rundt om bedstemors hus den dag, den eftermiddag – men der skete ikke noget. Vi var da bange – vi viste aldrig, hvad de kunne komme i tanke om! Det fik han noget skæld ud for. Sådanne nogle unge lømler på 16-17 år var de mest aggressive, man kunne komme ud for. Ellers gik de bare rundt, marcherede og sang. Vi var ikke forstyrret af dem, de var for det meste flinke mennesker. Ingen af os kunne tysk, derfor kunne vi ikke snakke med dem. Krigens fem år skulle bare gå, men befrielsen var en mægtig dag. Mor havde en lille flaske med patentprop, med rigtige kaffebønner i. De blev malet – så kunne vi få en rigtig kop kaffe! Ikke noget Richs, som vi ellers havde levet af. Vi led ikke nogen nød; far var god til at få både her og der. Han kunne handle sig til cykeldæk, for eksempel. Det var faste dæk dengang. Han fik også en gummivogn stillet an til landbruget, i stedet for en med træhjul. Han var en dygtig handelsmand. Han har købt mange ejendomme op og solgte dem igen. Han lånte også folk penge – de kom bare ind og spurgte ham. Jeg har aldrig hørt, at han er blevet snydt. Folk var ærlige dengang, slet ikke som det er i dag: du kan ikke stole på folk i dag.

A.:

Vi ejede ca. en kilometer langs åen – Jens Vind havde lige så meget på den anden side. Vi kunne gå over broen – æ spång - med barnevognen og cykle også – det var et spinkelt rækværk. Der var ingen, der faldt i – det var ikke noget problem. Posten brugte også broen, selv om han skulle over Lundgaard, men det var meget længere. Vi badede i åen. Det måtte vi godt, når vi var flere. Vi blev vasket i åen; vi havde ikke badeværelse. Vi fik et håndklæde og et stykke sæbe med og vaskede os der – så snart vi kunne, og til langt hen om efteråret. Det var herligt! Og elektrisk – vi fik sådan en moseledning om vinteren, så kunne vi få elektrisk om vinteren. Det blev far så glad ved, at han satte sig i selen for at vi skulle få. Det gjorde vi så i 1947 klokken fire om eftermiddagen. Den dag, det var jul.

Vi havde selv kartofler, som vi kravlede op. Jeg har egentlig tænk på, hvor vi fik penge fra, men det var ikke meget, vi skulle købe. WC-papir var en gammel avis, og selvfølgelig købte vi sæbe og sukker og mel – men vi lavede også selv mel. Man kunne ikke få det. Og smør – jeg har lavet rigtig meget smør.  Der var en træplade med huller i på et skaft og et trælåg på spanden. Så puttede mor kærnemælk i sammen med den varme mælk og dagen efter var det nemt at lave til smør og kærnemælk. Man behøvede ikke armkræfter; jeg var ikke så gammel. Jeg havde nemt ved det. Det var et tag. Jeg kan huske en gang, hvor jeg var syg og mor kom ind med et tæppe. Jeg skulle komme op for at få det til at skille ad. Det var mit arbejde til daglig, jeg havde et tag. Jeg tænker, det tog en lille halv time.

S.:

Det var klart anderledes at gå rundt i Hejnsvig i sammenligning med for eksempel Vorbasse. I Vorbasse var der mennesker, jeg var inde i butikkerne, inde hos bageren. Jeg var længe inde i kroen i Vorbasse for at fotografere – den var lukket, som sagt, i Hejnsvig. Min oplevelse af Vorbasse er, at det er et andet ’sted’.  Hvis jeg skulle tegne et billede af Hejnsvig, så vil jeg sige, at den lukker sig om sig selv. Det var svært for mig at komme ind. Jeg vil sige, at Hejnsvig er utilgængelig. Det var svært, det var også det sværeste billede at lave. Det har taget mig fem gange så lang tid at lave et billede af Hejnsvig end nogen andre i den serie.

I.:

Folk her i Hejnsvig er sådanne varme mennesker. Du bliver for eksempel inviteret til sølvbryllup med det samme. Der var ikke dans dengang men sanglege. Når vi var færdige med at spise, blev vi delt op og de, der gerne vil snakke og hygge kunne gå i dét rum. De, der gerne vil lave sanglege kunne gå i dét rum. Så dansede man i det ene rum og hyggede sig i det andet. Det var meget morsomt. Det var et udtryk for, at Indre Mission har været særdeles stærk. Det var dengang; det er nok forbi nu. Man kunne ikke mærke det på folk. Hvis de var indremissionske, så var det ikke på nogen måde, at de turede frem med noget. Slet ikke. Alle var venlige. ’Samfundet’ er det religiøse samfund og de har altid haft det godt med hinanden. De var meget åbne, de godtog alt, de var aldrig forargede. Det var mennesker, man altid kunne komme til – åbne og varme. De fortalte gerne om deres liv og ungdom. Der har aldrig været skel mellem os – akademikere og bønder, for eksempel. De er så kvikke og kloge; der kom ikke noget skel. Der er nogle stærke familier i Hejnsvig. Der er også en del håndværkere, der har sat ting i gang.