1. Forbindelser

Kap. 1. Forbindelser

 

Ud fra enhver lille ejendom, som fra enhver rævegrav, gik der flere veje til den vigtige omverden: til smeden eller brugsen, til naboen, til moselodden. Der var et helt spind, der også rakte ud til Niels Jensen (den første, for hans ejendom blev overtaget af endnu en Niels (Jørgen) Jensen), som brødrene Søren og Kristian holdt øje med. Han kunne sagtens finde på at stikke af, og lade gård være gård… en dag rejste han til Canada, uden forvarsel af nogen art.

 

Der var en postvej, der førte forbi Thomas Ebbesens, og en mælkevej, som Thomas, da han var mælkekusk, fulgte ned over heden til amtsvejen og de to huse, der endnu fandtes her. På kanten af Andeheden var der også gode jagtmuligheder, som en sti førte hen til. Førhen mødtes flere veje netop her, hvor ’Jordemorhuset’ lå. Her boede jordemoderen midt i sit distrikt. Således førte vej frem til vej.

En anden vej førte over bakken mod nord, for her for foden af bakken, med tæerne næsten i Nebel Nørre Bæk – og med udsigt til De Syv Søskende – lå Stellabo. De Syv Søskende var en gravhøjlignende knold i landskabet, træbevoksede og fokus for øjet i det flade landskab (og til irritation for Viggo Jørgensen, der ejede marken).

’Stellabo’, ligesom ’Tummelumsens’ eller ’Grevens’, var en tidsbestemt og ret så lokal betegnelse for en faldefærdig bygning, der fremstod som enten et aftægtshus eller meget lille husmandssted, da vi så den engang i 1973, og som blev jævnet med jorden omkring 1980. I vores tid var det nået det stadium af forfald, som næsten er romantisk-kønt. Syrener, æbler og lupiner pyntede de falmede hvide mure, som stod støt nok til at kunne rumme og holde fast på en lille historie. Men hvilken historie, og hvem var det, der havde boet her? Tilfældigt kom Tea Kristensen forbi en dag, og sagde: ”Der har jeg boet – selv om vi aldrig har kaldt det for ’Stellabo’. Men jeg kan godt fortælle om det!”  Og det kommer hun også til…

Der gik også en sti hen til Kristians solbærhjørne, og så var der også en vej, der forbandt naboejendommen mod vest, og den mod øst: Stenagerhus. Denne ejendom kendtes også som ’Karl Welchers’ eller ’Sigrid og Karl Peters’. Uanset navnet under forskellige ejere, kendtes vejen som postruten. Postbuddet, der havde Nebel-ruten, cyklede omkring 34 kilometer hver dag. Måske var der ikke så mange breve og postsager dengang som i de senere år, til gengæld var ruten ikke helt let. Bortset fra hovedvejen, der var asfalteret, var skovvejen belagt med usikkert grus (dens overflade afhang meget af, hvordan skovarbejdet gik – om skovarbejderne mod reglementerne havde slæbt tømmeret ud på vejen og lavet dybe, tværgående furer). Postvejen, der nærmest gik tværmark herfra, var knoldet, ujævn, sandet – kort sagt, bøvlet.

I vores tid humpede postbuddet af sted ud til os i vekslende udgaver af små, gule biler – først N.A., der ved siden af postomdelingen kunne klare alt fra en kop kaffe til en genstridig græsslåmaskine, så Henrik og Sonja. Postvejen mellem Fromssejervej og Thomas Ebbesens var en torn i øjet på Skytte Jensen, der holdt opsyn med plantagen og var bestemmende. Sådan var tonen: skovfogeden formede ejerne, Morescos og senere Merrilds, ønsker, udførte dem, og rapporterede tilbage om tingenes tilstand. Som så tit, er det mellemmanden, der definerer forholdet mellem den, der har magten, og den, der på den ene eller anden måde er underkastet magten. I gammel tid var det forholdet mellem herremanden og undersåtterne, og senere godsejeren og det omgivende samfund. Gegge Nielsen beskriver hvordan tilstanden i plantagen var i gamle dage, efter ’den nye mand’ var kommet til som skovfoged:

”Vi kom meget i skoven som børn. Vi badede i Nørresø; det tog gamle skovrider Rørbæk sig ikke af. Vi legede røvere og soldater, og skøjtede på isen om vinteren. Men Skytte Jensen lavede om på alt det. Vi drillede ham, men det hjalp ikke. Han inviterede af og til nogle af de fine på bukkejagt. Så skulle han drilles! Vi fór ned i skoven og hujede og skreg. Jeg var helt ude ved flagstangen.  Det var en, Moresco rejste, men den nye ejer har fjernet den. Jeg var så tæt på Jensen. Han prøvede at fange mig, men jeg kunne rende stærkere! Han kom til i begyndelsen af 1940’erne. De sagde, han havde været politibetjent i København, men de ville ikke have ham. Han var for voldsom. Han kunne lide at slå. Jo, han vendte op og ned på alting.”

Sikkert er det, at plantagen blev mere og mere lukket i hans tid. Den gamle, hævdvundne postrute, der gav os den mest direkte adgang til Vorbasse – og samtidig var en lejlighed til at hilse på naboerne undervejs – blev lukket, pløjet, og plantet med rødgran. Vejen starter nydeligt i skoven – selv om de massive låger ikke lover videre godt… men den slutter brat i træer. Endnu en af de historiske forbindelseslinjer forsvandt fra landskabet.

 

En dag kort før høst, kørte vi vores sædvanlige vej hjem fra Vorbasse efter skoletid; vi var ikke forbavsede over at se plantageejerens store firehjulstrækker dukke op bag os – men blinkende lygter i bakspejlet var noget nyt. Det var en kendt sag, at plantagens grænser blev ’patruljeret’ – for at holde folk ude og vildtet inde, blev der sagt. Men i bedste moderne stil blev vi ’bordet og kapret’ – overhalet, vinket ind, udspurgt. Om vi vidste, hvor vi var, om vi vidste, hvor vi skulle hen? Ok ja, her havde vi kørt i femten år. Her boede vi faktisk. Samtalen var høvisk og isnende. Det skal indrømmes, at vores køretøj, netop lånt den dag for at kunne komme hjem fra mekanikeren, hvor vores bil var til reparation, hed ’Puttifars bil’, og lignede noget, der var blevet nægtet adgang til en skrotplads… Mere blev der ikke sagt den dag, Merrild i sin firehjulede krydser drejede af med et vrid i rattet over de tynde bygstrå, der endnu ikke var blevet høstet, og så snart høsten var af marken, kom ploven.

Stenagerhus, for at give ejendommen dens rette navn, gik vi ofte hen til for at snakke med Sigrid, der boede der, og hjalp til hos Moresco og senere Merrild. Hun var også tit hos os og hjælpe. Men nu var det pludselig blevet kunstigt at skulle en omvej på en kilometer eller to for at snakke med en god nabo. Vejstridigheder er ikke ukendte selv på heden, og Stenagerhus var involveret i stridigheder længe før. Den daværende ejer, Karl Welcher, havde sin måde at tackle emnet på. Peter Falk fortalte historien, som den anden part i ’stridigheden’, Søren Jensen, senere bekræftede med en gnækkende latter.

Man skal forstå, at der kun blev bygget på den ene af de to matrikler, Spjættenborg bestod af – den, der lå længst mod vest. Da vi imidlertid dybdepløjede for at vende jorden til juletræsbeplantning – og samtidig bryde al-laget – væltede der gamle, røde mursten op nedenfor bakken mod øst. Her havde der for generationer siden været et hus. I forbindelse med huset har der sandsynligvis været en markvej, der forbandt huset både med mose- og tørveområderne mod vest, og med heden og den vordende plantage Fromssejer mod øst. Denne forbindelseslinje var for længst glemt, groet til, og i tidens fylde, pløjet op. Men ikke helt glemt i Karl Welchers bevidsthed. Den gik, efter hans beregning, stik vest fra Stenagerhus til den nye vej nord-syd. En tidlig sommerdag besluttede Karl Welcher sig for at afprøve den forsvundne rute. Han skulle jo til brugsen i Nebel, og det var den hurtigste vej.

Sørens rug stod usædvanligt godt det år. Mens han gik og hegnede nordmarken ind til nogle ungkreaturer, kunne han nyde udsigten og brisen, der fik kornet til at bølge sagte, og hviske om en god høst og en fyldt lade. En anden lyd fik ham dog til at holde inde med at hamre hegnspæle i jorden. Lyden kom helt sikkert fra Karl Welchers traktor, for man kendte jo hinandens køretøjer på lyden. Men den kom fra et forkert sted: halvvejs nede ad bakken. Søren kunne lige akkurat se snuden af den grå Ferguson, der havde kurs direkte mod rugmarken fra naboens krat. Der var ingen tvivl om mandens hensigt. Han ville køre tværs over kornmarken for at nå grusvejen, der førte ned til brugsen.

Sørens lange ben bar ham hastigt rundt om bakketoppen og ned mod det sted, hvor Karl pludselig hang fast: her var der nemlig et lille dige, lavet da Sørens far Store Marius kastede en grøft fri. Søren var kendt for sin hjælpsomhed og sit rare gemyt, men en sjælden gang kunne kroppen løbe hurtigere end tankerne ræsonnere med den. Og i farten, ænsede han slet ikke, at den lange mukkert til hegnspælene svingede truende for enden af den ene – i forvejen ret lange – arm. Karl gassede op, men traktoren var døv, og kunne ikke lige komme fri. I det øjeblik, fik han øje på den fremstormende skikkelse, der brusede ned af bakken hen imod ham, med mukkerten svingende i takt med de lange skridt. Karl sprang ned fra traktoren, og tog benene på nakken. Mere kom der ikke ud af det – men Karl begærede hjælp fra den lokale politibetjent, da han skulle hente traktoren. Betjenten så, at det ikke var nødvendigt, og rådede de to naboer til selv at finde ud af tingene. For Søren var det ingen sag. Han vidste, at rugen ikke længere var truet, og at den gamle markvej, eller sti, nu var godt og grundigt begravet.

Om Karl var der mange historier. Han kørte til brugsen på sin grå Ferguson, med konen på kassen bag på. Engang op mod jul, da han var alene i byen og købe lidt proviant, fik han en større pose appelsiner med sig ud af forretningen. Desværre gik posen itu, og appelsinerne rullede væk i alle retninger. Da Karl bukkede sig ned for at indfange dem, undslap der nogle små prutter. En venlig forbipasserende, der så optrinnet, muntrede ham op: ”Det er godt, Karl! Hvis ikke du kan fange dem, så skyd dem!”

Karl kørte på traktor, til dels fordi han ikke havde kørekort. Det forsøgte han at råde bod på en dag. Det var under Falcks årlige brandslukningsøvelse, der blev holdt på engen i Nebel ved bækken. Det var altid et trækplaster. Brandmændene sprøjtede området til med skum, som de forsamlede unger kastede sig rundt i (og kom til at klø af i lang tid bagefter). Politimesteren var også til stede. Karl fik øje på ham – her var løsningen på transportproblemerne! Han gik hen til ham: ”Du, kan du ikke lige skrive mig et kørekort?” Politimesteren blev lettere forundret. ”Om jeg kan hvad?” ”Jo, kan du ikke lige skrive mig et kørekort?” Det kunne han ved gud ikke! Og det var sikkert godt det samme.

Den vigtigste vej for de fleste var uden tvivl den, der førte til brugsen. Her var vi både med og udenfor. Vi måtte tidligt konstatere, at vores tid på bakketoppen var hårdt belagt med undervisningsarbejde (endda overarbejde i mange år), tre små børn, 30 tønder land, og en forfattervirksomhed ved siden af. Nogle år var der desuden arbejde i skolenævn og skolekommission og politisk arbejde. For os var livlinen et hjulspor omme bag laden og stalden, der gik langs heden og ind imellem 1930’ernes knortede hvidgraner, forbi et uforligneligt blommetræ, og hen til en lille ejendom: Peter og Annas.

 

I dag er stien væk i ligegyldigt krat. Man kan knap se, at der her gennem en hel generation har været næsten daglig færdsel: for at høre og bringe nyt, at køre til brugsen, til bistader, at bringe en gris til slagtning hos os, der havde kraftstik i laden, at komme med et kogekar til skoldningen af slagtede høns, ænder, gæs, kalkuner, til kørsel med traktor og plov, harve, gø’pot: dagligdagens sysler. For ikke at tale om eftermiddags- og aftenkaffe, højtider som jul, nytår, fastelavn, fødselsdage: alle sammen vigtige afmærkningspæle, usynlige billeder i et efterhånden forsvundet album.

 Ejendommens tre børn var allerede for længst godt i vej, og den slidsomme første halvdel af livet – for Annas vedkommende, men for Peters vedkommende totredjedel – lå ubeklaget bagude. Men – og kort sagt - fra dem, der ikke har, skal tages. Anekdoterne fortalte en historie om sygdom i dyrene: køer, kaniner, bier; mager høst og fejlslagent håb, men intet af det overskyggede en tilfredshed med tingenes nuværende tilstand. Så langt er vi kommet, trods alt!

Peter sidder i sin yndlingsstol i hjørnet af køkkenet, med piben i askebægeret i vindueskarmen, og avisen slået ud. Anna steger frikadeller, bager kringle, fodrer kyllingerne, holder øje med vind og vejr: tøjet hænger til tørre. Der er lavet soveværelse og et minimalt kammer, hvor der før var høns. Vestenden af stuehuset er blevet udvidet, så der nu er 64 kvadratmeter i alt. Stalden, der måtte afgive plads, kan alligevel stadig rumme lidt fjerkræ, to fedesvin, biavlerudstyr, og et loft ovenover til halm og katte. Smut sover i kurven i køkkenet.

Da de flytter ind til byen, hvor Peter kun får et kort otium, lukker hjulsporene lige så langsomt om den historie. Nye folk, en ny tid. Man har ikke brug for hinanden, man har ingen fælles historie. Den kommer – måske; men nye spor skal lægges på et andet og anderledes fundament.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
13.06 | 19:52
Vorbasse marked har modtaget 2
13.06 | 19:52
Lysstriben har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE