En god barndom

Kap 2. En god barndom. Skjold Jepsens historie

 

Far var ansat som skovarbejder. Han sad gratis i Skt. Jørgenshøj huset; det er opkaldt efter en gravhøj, der stod på grunden. Under krigen fik de besked på at grave et beskyttelsesrum i højen. Til huset hørte der også 20 tønder land, som han heller ikke skulle give noget for. Han skulle altid stå til rådighed, hvis skoven kaldte. Han havde nogle lange arbejdsdage.  Efter vi blev konfirmeret, hjalp vi meget til. Vi cyklede ud til Stålhøj efter skole, og skovede træ. Det var noget udtynding. Det måtte vi godt for plantør Gejl. Vi skovede det til høstativer. Vi lavede høpinde til høstativer, hvor høet blev stablet op og kunne tørre. Men det stoppede, da Skytte Jensen kom til. Han ville ikke have det: ”I tager arbejde fra folk i byen!” sagde han. Far blev gal. Der var både det, og flere andre ting: ”Jeg siger op!” sagde han. Og det gjorde han. Det gik rask med alle de andre skovfolk også; kun Kristian Engberg blev, for han kunne også hjælpe til i køkkenet. Skytte Jensen var hidsig.

Under krigen samlede vi tyttebær ude på heden. Heden brændte et år, og det betød, at der kom en vældig høst det næste år. Mine forældre og alle vi børn plukkede – der var helt rødt af bær, et helt tæppe. Bærrene blev pakket i store kasser, og sendt til København med banen. Vi samlede også grankogler under krigen til gasgeneratorer, og lagde dem ud til vejen i en lille mile, hvor de kunne hentes. Nogle kogler tog vi fra et bestemt stykke til frø; det var fra Kongesåten, hvor der var nogle mægtig store træer. Vi fik en lille belønning af mine forældre – de fik selvfølgelig penge for frøene.

 Vi pløjede og harvede – med hest – og far såede med hånden. Vi havde ingen såmaskine dengang. Det var både græsfrø og korn. Der er en bestemt rytme; sving armen frem med venstre ben, og det giver sig selv! De høstede med le; mor gik bagefter og bandt kornet op. En gang om året kom storværket, for at tærske kornet. Ellers gjorde far det selv med plejl. Han lagde negene på ladegulvet og sprættede dem op. De blev spredt ud, og han slog. Bagefter tog han dem op og rystede kornet af. Vi havde ingen kværn, så han kørte med hest til møllen i Nebel. Mor havde en god flok høns, en 50 – 60 stykker, så købmandsregningen kunne betales med æg. Under krigen kan jeg huske, at tyskerne nogle gange var ind hos os og bede om æg. De stod på gårdspladsen og drak dem! Og forresten, den femte maj om morgenen hørte vi en deling tyske soldater, der havde gjort holdt ved vejen tæt på huset. De skød op i luften: de havde lige hørt, at krigen var forbi. De smed alt muligt – gasmasker, patronbælter, alt. Det var lige noget for os drenge!

Nå - vi havde ikke råd til kalk og mergel, så der kunne blive langt mellem stråene på vores sandjord. Men vi havde en griseso og seks køer, så der var en god mødding til roerne. Jeg malkede om morgenen, inden jeg tog i skole. Vi fik først malkemaskine, da vi flyttede fra skoven og købte en ejendom i Vittrup i 1953. Far cyklede hver morgen ned til landevejen med en stor spand mælk i favnen på styret, til mælkekusken. Han fik ’surmælk’ retur til kalvene og grisene – det vil sige, syrnet mælk. Det bedste vi vidste, var kærnemælken. Den blev ikke så fint siet dengang, og der kunne være små klumper smør i den.

Fiskemanden kørte også herud med hest og vogn; han hed Carl Nielsen, og var en værre spasmager. En dag kom hesten med vognen ind i gården, og holdt. Mor kiggede ud, og kunne ikke få øje på Carl. Han gik tit bagefter hesten, men var ikke at se. Hun blev urolig – hvis nu der var sket ham noget. Så hørte hun ham kalde fra grusvejen – hvor vi børn havde lagt vores stylter dagen i forvejen, da vi legede med dem: ”Halløj, sild eller torsk?!” Og der kom han gående på stylter…

 

 Vi var seks børn, da vi boede i Skt. Jørgenshøj huset i Fromssejer plantage; de andre fire kom mens vi boede i Porsehuset nogenlunde tæt på – også et af plantagens gule huse. Vi gik i skole derfra. Kun min søster havde en cykel; det var en voksen cykel sat ned til hende. Men hun måtte også pænt gå, da hun var den eneste, der havde cykel. Fem-seks stykker mere sluttede sig til os ved Kastanje alleen i skoven. Da vi nåede Hønseby, halvvejs til Vorbasse, kom der flere børn til. Dr. Clausen tog os op i bilen, hvis vi var heldige, og han kom kørende. ”Smut ind!” sagde han, og vi sad ovenpå hverandre. Der var ingen sikkerhedsseler eller nogen ting. Han vidste, hvordan det var at gå, især om vinteren. Hvad har der været, 3 kilometer?

Skytte Jensen kom op i skolen for at høre, hvem der ville være klapper til klapjagt. Vi fik fri de to dage – jamen, i dag kan de få fri til at tage på ferie sammen med deres forældre! Det var to dage i oktober. Vi var nok tyve, der ville – vi tjente lidt ved det. Det var ganske festligt. Der blev skudt tres harer hver dag.

 I dag skal vi knække geværerne – jeg har et jagtfoto fra vildtparaden med alle forsamlet, hvor de står sådan, at de kunne skyde hatten af hverandre! En dag gik det rigtig galt. Det var lige før middag, og vi tog en såt nær ved villaen. Min fætter og jeg gik ved siden af hinanden; vi så en fasan rende ind i en af de store tujaer inde i haven. Der stod en skytte – det var Morescos søn – bag haven. Han havde set fasanen rende ind, og vi skulle have den jaget op. Den kom lige op på vingerne, og han skød imod os. Det gik lige igennem reverset på min fætters jakke, og en tredje mand blev ramt i maven! Han kom sig, men det kunne være gået rigtig galt. 

Der var hårde vintre dengang under krigen. Roerne til kreaturerne lå i spånkurve på komfuret natten igennem. Du kan tro, man kunne lugte dem i huset! Siderne til kassevognen blev også hængt op i stalden over kreaturerne. Der kunne roerne ligge, hvor der var lidt lunt.

Jeg har været 6 - 7 år gammel i 1940. Vi spiste kålrabi rigtig tit. Og vi fik grød – og grød! Man kunne ikke få kartoffelstivelse under krigen; vi lavede det selv ved at raspe kartofler, og hælde det i vand. Det bundfældede sig, og man kunne si vandet fra – så havde man kartoffelmel. Vi kunne bytte os til rationeringsmærker, sæbemærker for eksempel.

Mor bar træ ind til komfuret om morgenen, når der skulle laves mad. Når det blev lidt varmt i køkkenet sagde hun: ”Nu kan I komme op!” Om aftenen sad vi med benene inde i ovnen. Inden vi gik i seng lagde vi sten – mursten, der ikke kunne revne – ind i ovnen. Når de var varme, blev de pakket ind i avispapir og lagt i sengen. Vi havde kun en varmedunk lavet af blik. Vi gik i seng på loftet. Der var en lem i loftet, og man kunne trække en stige ned. Men det behøvede min far ikke at gøre. Han var så høj, at han altid gik lidt bøjet inde i huset. Han åbnede bare lemmen, og løftede os igennem én for én! Han var en høj mand – og han boede der i syv år!

Morescos havde penge dengang. Til jul fik vi altid store julegaver. Far kørte op til villaen med hestevognen. Pakkerne, det var nogle rigtig svære papkasser, var for store til at han kunne cykle med dem. Hvis du ønskede dig et par bukser, fik du også en jakke til. Der var altid mere, end vi ønskede. Fik du en frakke, fik du en rigtig fin en. Der var ingen andre, der gik i sådan en fin frakke! Småt havde vi det, så det var godt!

 Morescos blev fattige omkring 1949 - 1950; det siges, at han solgte skoven i en brandert til en mand i Århus – alt træet, helt ned til cirka sytten centimeter. Plantør Gejl var chokeret. Jeg kan lige så tydelig huske, da Gejl kom og fortalte det. Det var forfærdeligt. Men så måtte handlen gå tilbage, ellers ville skoven blive ødelagt. Det kostede Moresco rigtig dyrt; villaen på Sjælland og de to store manufakturforretninger i København blev solgt. De flyttede hertil. De store julegaver hørte op; til jul fik vi et fotografi, et billede, i stedet for. Men vi var altid inviteret til juletræ hos Morescos i villaen – femte juledag om eftermiddagen. Vi kom fra de fem skovhuse. Vi var rigtig mange børn og forældre. Vi dansede om juletræet, og fik en slikpose hver. Jeg kan også huske en kæmpe stor berliner pfannkuchen bagefter! Hjemme fik vi tændt op i den kønne stue i flere dage.

Vi havde mange lege som børn; min kone Olga har aldrig haft en dukke; hun legede drengelege med de andre drenge. Men vi havde køer – malkekøer, vi trak på græs. Det var sten med et hul igennem, som vi trak på snor. Vi legede meget i stalden og laden, hvor vi lavede huler i halmen, og skjulte os. De andre lege vi havde, var ’dåseklafonus’ – altså, spark til dåse, hoppe-i-dukke, antonius, og hjørnekikkert.

Vi legede også røvere og soldater – det var sjovt. Kort spillede vi ikke – bortset måske fra ’Æsel’. Det var ikke fordi, det var forbudt – vi gjorde det bare ikke. Der var ingen kort i mit barndomshjem. Heller ingen øl. Og vi bandede ikke; det er heller ikke nødvendigt! Det var ikke missionsk som Vorbasse eller Hejnsvig – det var slemt der. Men vi holdt aftenmøder på skift.

Nytårsaften var der altid løjer; et år fik nogle karle fat i en karet, og tog den fra hinanden. Stykkerne bar de ovenpå, og der i nattens mulm og mørke fik de dem sat sammen igen. Næste morgen stod husbonden op til en karet, der fyldte hele loftet…

Vi flyttede op i Porsehuset; der var bedre, for der var lav jord og bedre græs. Vi arbejdede hele dagen, men legede om aftenen, blandt andet med Skytte Jensens børn. Vi lavede hytter, og kravlede op i træerne. Der var store træer, og vi havde et reb, som vi svingede os ud over grenene i. En gang da Skytte Jensens dreng svingede, gik rebet i stykker, og han landede langt nede – på ryggen. Det var uheldigt, og det var Jensen ikke glad for.

Det var en god barndom; vi havde et godt fællesskab, og mor var dygtig. Vi var selvbudt til fødselsdage. Tiderne blev også bedre; vi fik mere ud af alting, og der blev bedre råd til kunstgødning.  I 1952, 1953, væltede en masse træer. Far og Kristian Engberg arbejdede med deres to heste, og slæbte ud. De tjente rigtig godt. Så blev far uens med Skytte Jensen, og sagde op og købte ejendom selv. Verner, min bror, og jeg havde sparet nogle tusinde kroner sammen. Far lånte nogle af dem og købte gården: 30 tønder land for 30.000 kroner. Der var ingen besætning på. Det så grueligt ud! Ejeren, Evald Knudsen, havde solgt det hele. Der stod en savbuk i køkkenet, hvor han stod og savede træ. Han havde savet hele inventaret i stalden op og fyret med det. Men far fik det restaureret efterhånden. Han fik mergel fra Glejbjerg, og pløjede – med én hest. Jeg hjalp til, men jeg havde et dårligt ben. Jeg blev træt af at gå i den skæve gang i plovfuren efter hesten. Far købte så en grå Ferguson med plov og harve, tre år gammel, af sognefogeden. 10.000 kroner.

Hesten løb løbsk seks eller syv gange for os – men ikke for far. En gang da vi kørte med en slæberive til hø, blev den ræd for en bil, og bakkede os i et mosehul. Heldigvis fik vi hjælp af chaufføren til at komme op. En anden gang, hvor min bror sagde, at nu var det hans tur til at køre med den, stak den af, helt over til Skytte Jensens. Og en gang, hvor vi var kommet hjem fra møllen og skulle spænde fra på gårdspladsen, rev den sig løs og løb helt hen til Bøgehuset, på den anden side af skoven. Den løb langt, og os efter den! Jo, den ødelagde meget for os, den hest!

Jeg var ude at tjene som 14-årig i Jordrup. Det var efter kartoflerne var blevet samlet op. Man harvede for at få de sidste frem – de sad fast i leret. Forkarlen og jeg havde et værelse ind fra hestestalden. Rummet var smalt, så sengene stod i forlængelse af hinanden. Der var koldt! Dynen var helt stiv om morgenen, og tit var der sne på den om vinteren – vinduet var meget utæt. Vi kunne tænde en petroleumsovn en time før vi gik i seng, men den lugtede rigtig grimt. Så hellere fryse!

Skt. Jørgenshøj hus i Skjolds ungdom
Vildtparaden i Fromssejer plantage. Man kunne sagtens skyde hverandres hatte af. Fot. Skjold Jepsen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
13.06 | 19:52
Vorbasse marked har modtaget 2
13.06 | 19:52
Lysstriben har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE