Kap. 3 Evalds historie

Kap. 3. Dum har jeg aldrig været

 

Da Lokalhistorisk arkiv for et par år siden var i færd med at registrere landejendommene i sognet, ringede lederen fortvivlet: ”Jeg kan ikke finde Vandmosevej 19! Er det ikke jeres gamle naboejendom?” Jo, det var det, skønt vi aldrig tænkte på den som ’Vandmosevej 19’, så vi skulle lige have placeret denne officielle betegnelse på det mentale landkort. Nej, stedet hed ’Thomases’, eller ’Thomas og Paulines’, selv om de for længst var flyttet, og Thomas endda var død, da vi kom til. Senere kunne folk henvise til ejendommen som ’Tummelumsens’, eller ’Grevens’, for at tage to af de mest farverige ejere. Uanset navnet, var ejendommen ikke til at finde.  Den var forsvundet.

Heri ligger der en lille, nærmest tragisk, fortælling om et brug, der blev etableret på den ringeste hedejord i 1875 – opstået af nærmest ingenting, men, set gennem moderne øjne, med en herlig beliggenhed. Det lave stuehus var beskyttet mod vest af en beskeden stald- og ladelænge, der både tog af for vind og blæst, og samtidig fokuserede blikket på det, en moderne ejendomsmægler ville beskrive som ’en flot panoramaudsigt’. Efter den møjsommelige brækning af heden omkring ejendommen, lå der stadig store strækninger af uberørt hede mod nordøst. Navnet ’Andehede’ er ikke opstået af ingenting. Selv i dag er der en plet på et par tønder land ud af gårdens 40 tønder, som endnu ligger i lyng og fyr. Den udflyttede koloniejendom, Froms Sejr, der ligger mod øst, blev i 1892 opkøbt af Jacob Moresco, damekonfektionsfabrikant, københavner grosserer, etatsråd. Fromssejer plantage rejste sig snart som et østligt værn for ejendommen. Man kunne tælle 6 -7 naboejendomme, der var skilt ud enten fra Nebelgård eller Skovgård i den midterste og sidste del af 1800-tallet. Landskabet blev udparcelleret, opdelt, gjort tjenligt til små eksistensenheder. Ikke alle kunne byde på andet end eksistenslandbrug, og efter 1950’ernes og 1960’ernes nøjsomhed i dette område, tjente mange ejendomme blot som biindtægt, fritidsbrug, genstand for modtagelse af diverse støtteordninger.

Sikkert er det, at mælkebilen, der langsomt gravede en dyb sø ved vores hjørne, nr. 20, ikke vejede mere på hjemturen efter besøg hos de nye folk, der købte i 1970. Fru Knudsen (’en statelig dame’) flyttede ind sammen med sin ca. 40-årige ugifte søn, Evald. Evald udtalte engang om sit forhold til piger og ægteskab: ”Dem, jeg gerne ville have, vil ikke have mig. Og dem, der ville have mig, ville jeg ikke have!”

Efter kun kort tid døde moderen, og Evald arvede de tynde marker og den minimale jerseybesætning i stalden. Evald betegnede sig selv som ’landmand te æ fingerspidser’, og levede på en såre beskeden fod: ”Jeg lever tæt på fattigdomsgrænsen. Den mindste sygdom kunne slå mig ud. Men det går fint, jeg har ikke brug for mere”. Alligevel kunne det ikke løbe rundt for ham, og ejendommen kom på tvangsauktion. En mulig køber fra Grindsted blev truet af Evald med et jagtgevær (”Jeg er aldrig modbydelig mod folk, der er flinke – men jeg er rødhåret og kan være lidt hidsig ind imellem!”), og handlen blev aldrig til noget. En lokal mand, Søren Nielstrup, brugsuddeler i Vorbasse, købte derefter gården med dens 40 tønder land for 196.000 kroner, og gik i gang med at plante 7.000 træer. Evald fik lov til at blive boende, og det var i denne tid, at vi gjorde hans bekendtskab.

Der var en gevaldig nattevirksomhed omkring ham, der gav genlyd i hele nabolaget. Han ejede en ramponeret gul kassevogn, der kørte i rutefart op og ned ad grusvejen, belæsset med tømmer, der stak ud af bagklappen som tændstikker fra en halvt kvast tændstikæske. Andre gange kørte han på en surrealistisk udgave af en Ford Major med tvillingehjul på den ene side af bagakslen, og utraditionelle reparationer udført i alskens materialer på førerhuset og motoren (men ikke på den defekte udstødning).  Efterspændt var en art gummivogn, stablet højt med blikplader i forskellige rustnuancer. Der blev hamret og savet om aftenen og natten, så vi kunne regne ud, at de forskellige materialer var ved at blive til et bygningsværk. Dengang var der måske ikke så mange byggereglementer, der krævede tilladelse fra kommunen. Hvis der var, kendte Evald ikke til dem, og kommunen kendte ikke til Evald.

Det var i anledning af, at et specielt højt læs plader en nat begavede vores græsmark med nogle flagrende stykker pandeplader, at han den næste dag kom på besøg for at samle op, og præsentere sig. En væver, tynd mand med skægstubbe og strithår – engang rødt, nu støvet-gråligt – og øjne bag de tykkeste brilleglas, man kan forestille sig, der lynhurtigt tog bestik af gårdspladsen, bygningerne, og indflytningskasserne, stablet op over det hele. Da vi i sin tid havde spurgt lidt til vores kommende naboer, fortalte Mie stilfærdigt, at ’Derovre bor der en ungkarl. Vi kommer ikke sådan sammen med ham’, og blikket blev slået ned. Emnet skulle ikke uddybes.

I løbet af den første, korte samtale – Evald var ellers ikke den, der afkortede sine besøg – fik han mig overbevist om, at jeg skulle købe nogle kartofler af ham (bemærkningen ’A er landmand te æ fingerspidser’ faldt her), og se på ’en fin jersey tyrekalv han havde til overs, der snildt kunne gå i fennen, og æde mælkebøtterne’. Han så også, at Elin havde en gammel symaskine stående i en flyttekasse; sådan en kunne han godt tænke sig – vi kunne bytte, måske?

Inden det kom så vidt, blev vi lidt klogere på ham. Under aftenkaffen en af de næste dage hos naboerne Peter og Anna, begyndte lysene at blinke i rytmisk takt. De sædvanlige bemærkninger om, at der nok var klumper i strømmen udeblev; elforsyningen på bakketoppen var altid følsom. Det var også kun ni år siden, elektriciteten var blevet lagt ind hos os og naboejendommene (i 1964). Peters fortolkning af strømmens opførsel kom prompte: ”Nå, Evald er kommet hjem.” Og hvad så? tænkte jeg. Nærmere forklaring: ”Han er begyndt at malke!” Det var hurtigt overstået. Evalds særegne fornemmelse for tidens gang viste sig også et år senere, da han fik høstet lillejuleaftens dag. Det var en mærkelig fornemmelse for os, at bære et juletræ hjem i det frostklare vejr, og skulle træde til side for Christians mejetærsker, der kørte hen ad vores vej til Evalds marker. Det blev også hurtigt overstået.

Den venlige munterhed blandt folk omkring Evalds anderledeshed var på ingen måde spotsk. Den rummelighed, der i det store hele prægede folks omgang med hinanden, var til dels baseret på en oplevelse af, at man selv trods alt var privilegeret i sit liv, og til dels på en interesse for ens medmenneske, der prøvede at finde frem til årsag og virkning. Alle havde en særhed, og særhederne bundede tit i små tragedier, der kunne ramme alle. Når Peter Falk selv blev betegnet som ’en sølle mand’, var det en medfølende og akkurat beskrivelse af Peters helbredstilstand, der afholdt ham fra hårdt, vedvarende arbejde. Ikke andet.

Evald var bedre kendt som ’Tummelumsen’, mest på grund af en vis lighed med ’Emanuel Thomsen’ fra Gustav Wieds ’Livsens ondskab’, der netop i den tid blev vist i fjernsynet. Jo, han vidste godt, at det var hans øgenavn, skønt ingen tiltalte ham sådan. Og jo, han var ked af det, indrømmede han en gang. Mon ikke Evald med årene – og han blev næsten 80 år gammel imod alle odds – accepterede øgenavnet, eller i hvert fald vænnede sig til det. I de sidste år fik han et lille hus en kilometer udenfor Vorbasse. Da var han kommet så tæt på en by, som han brød sig om. ”Bliver jeg tvunget til at bo i en by, går jeg på landevejen!” har han sagt – skønt han engang har haft en pølsevogn i Holsted. Det var vist et kortere eventyr. En gang kom der en sønderjyde, der skulle have en pølse med det hele. Evald kunne ikke forstå mandens dialekt, og til slut smækkede han lågen i for den forbavsede mand med ordene: ”Her serverer vi ikke for fremmede!”

En af de følgende dage efter vores indflytning, hentede jeg kartofler hos ham; det var små, triste knolde, men ifølge Evald, områdets mest velsmagende; bedre kartofler kunne ikke opdrives. Jeg skulle også se tyrekalven i stalden. På det tidspunkt var Evald klar over, at jeg ingen forstand havde hverken på kartofler, kalve – eller noget andet, der havde med landbrug at gøre. Fra det øjeblik, fik jeg tit gode råd af ham. Han var næsten triumferende, da han konstaterede, at der var meget, sådan en skolelærer kunne lære hos ham. Og det kunne være, at Elin snildt kunne ordne hans momsregnskab? Der blev han dog skuffet. Han kunne klare sig vældigt, men boglig lærdom havde han ikke fået noget af. Hans skolekarriere havde kun varet meget få år – selv sagde han tre år, inden han blev smidt ud af skolen.  Han kunne ikke lære noget, sagde læreren, og han var vanartet – altid i slagsmål. Forklaringen var ligetil, sagde Evald. ”Se, jeg havde knaldrødt hår. Og det blev jeg drillet med, og jeg havde temperament, der passede til det, så det gik ikke stille af! Jeg kom tit i slagsmål. Men dum har jeg aldrig været. Der er ikke det regnestykke, du kan give mig, som jeg ikke kan klare! I hovedet! Men jeg fik mange slag af læreren, fordi jeg ikke kunne svare på spørgsmålene. Man fik bank dengang – og nogle mere end andre. Men du sagde det ikke hjemme, fordi du kunne træffe at få flere. En dag så fatter, at jeg havde fået nogen på hovedet, og spurgte mig hvad der var gået for sig. Det skulle han nok ordne, sagde han! Og den næste dag, da jeg var i skole, kom fatter i sine spidse arbejdstræsko, og sparkede læreren rundt i lokalet! Det gjorde han! Og jeg fik fred. Men snart efter kom jeg ud af skolen. Senere fandt de ud af, at det ikke var fordi jeg var dum, at jeg ikke svarede på lærerens spørgsmål. Jeg kunne ikke se tavlen! Se mine briller, hvor tykke de er! Havde det været i dag, havde det været helt anderledes. Sådan nogen som mig bliver hjulpet i dag.”

Det store bygningsværk, som Evald var i gang med i Nebel, var en rebebane. Han blev kendt som Danmarks sidste rebslager. Tit kom han hjem om aftenen enten i kassevognen eller på knallert med et mægtigt læs bindegarn, han havde fået af bønderne. Han sad i timevis i sin nye lade, og bandt garnet sammen, som han derefter lavede reb af. Tykt reb kunne dengang sælges til bønderne, da der endnu var kreaturer, der skulle bindes og trækkes ind og ud af stalden. I dag er der ingen behov for rebslageren og hans håndværk. Dengang kunne Evald køre ud om morgenen med et læs reb – han planlagde omhyggeligt sin rute – og vende hjem om aftenen med en hel formue: 1.000 eller 1.200 kroner i lommen. Kaffe og fortæring fik han mange af de steder, han besøgte – og et kæmpe læs bindegarn oven i.

Bedriften gav ikke noget overskud, og når det virkelig stod sølle til, drog Evald og en kammerat til Vejle eller Kolding eller Esbjerg, og spillede harmonika for at tjene en skilling. Den pæne lille ejendom, som den var i Thomases tid, kom efterhånden til at se upasset ud; Evalds forkærlighed for at samle på gamle komfurer, vaskemaskiner, og andet kram, der måske en dag kunne bruges til noget, pyntede ikke på stedets udseende. Men, som han forklarede mig en dag, havde han en vældig plan: han var ved at udvikle en motor, der ikke behøvede hverken strøm eller benzin. Den kunne nemlig køre på vand. Planen blev vist ikke realiseret, og kort efter flyttede Evald til en gård på Frederikshåbvej ejet af en godhjertet mand, som flere ville betegne som ’en original’. Manden – Mads Caspersen – lod Evald bo i den ene ende af sit stuehus. Primitivt var det, med udendørs das, men Evald var godt tilfreds.

Evald lavede en fin indhegning af tråd, vaskemaskiner og køleelementer fra gamle malkeanlæg til det fjerkræ, han altid havde. Inde i sovekammeret havde han en rugelampe med små kyllinger. Og da Evalds gule kassevogn en dag udåndede totalt, købte Mads en ny til ham. Da Mads Caspersen døde, flyttede Evald til et lille hus i Højmosen i udkanten af Vorbasse landsby. Huset var i elendig stand, men det løste Evald ved at bygge en skalmur omkring det. Derefter brækkede han det gamle hus ned, og bar det ud gennem døren. Så behøvede han ikke at genere kommunen med ansøgninger om dette og hint.

Han fik hjælp til at hente materialerne, blandt andet af Henry Jensen, der mindes hvordan de kørte til et teglværk for at hente sten. De kørte om bag værket, hvor der var en stor affaldsdynge af ukurante sten, der ikke kunne sælges. Dem kunne Evald sagtens bruge. Huset blev bygget op af halve- og skæve sten, holdt sammen af et meget tykt lag mørtel. Derefter gik han i gang med at pudse huset, for at det skulle se præsentabelt ud. Det blev han aldrig færdig med, da han havde mange gøremål, blandt andet at bjerge gratis brændsel – typisk vindfældet træ, der skulle transporteres hjem, og saves op (til naboernes måske ikke udelte fornøjelse klokken 11 om aftenen.)

Nu havde Evald sit hus tæt på skov og mose, og kunne komme i jævnlig kontakt med nogle mennesker omkring sig. Da han fyldte 60, satte nogle børn skilte op: ’Evald 60 år! Tillykke!’ Det kom bag på ham, og han blev halvirriteret – angiveligt fordi han så skulle gøre noget ud af det. Men da han fyldte 70, fik han Henry Jensen og Bente til at lave et fint arrangement på Hodde kro med en snes gæster. Han havde også planer for at 80-års fødselsdagen skulle fejres med maner. Han var trods alt nu en holden mand…

Gennem mange år holdt Evald bier, og han var god til at hente bisværme hos folk, der sendte bud efter ham. I de senere år, da han ikke kunne tjene noget videre, hjalp nogle venner ham til en pension. Så mange penge havde han aldrig haft før; de blev for det meste deponeret i Sparekassen. Han så stadigvæk noget vild ud med sine tykke briller og sjældent barberede ansigt. En dag da han kom på besøg hos Henry Jensen, var hans kone Bente ved at studse hans hår. ”Du kunne godt klippe mig også”, foreslog Evald. Bente bebrejdede nu og da Evald, at han ikke var soigneret – denne dag var langt fra en undtagelse. ”Selvfølgelig” var svaret. ”Det koster kun 100 kroner!” Det var dengang en del penge, og det var bare ment som spøg. Men Evald trak omgående en hundredekrone seddel op af lommen. ”Der tog han godt nok fusen på mig!” Han havde sin egen form for lune. En dag, da han var i Fitting købmandsbutik, kom han til at sætte sig på en stabel flødeboller, også kendt dengang som negerkys. Han rejste sig omgående, og så hvad der var sket. ”Ha!” udbrød han, ”Aldrig har jeg fået så mange kys i mi’ røv!”

Der var et pænt følge til hans bisættelse; velfærdssamfundets mange velsignelser har måske alligevel betydet, at der er forsvundet et islæt af ’originalitet’ i livet, der er med til at gøre normalitetsbegrebet spændstigt og elastisk.

Vandmosevej 19; sådan så den ud i 1973
Evalds sidste bolig i Fitting. Sådan ser det også ud i dag

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
13.06 | 19:52
Vorbasse marked har modtaget 2
13.06 | 19:52
Lysstriben har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE