Kap. 4. Kromanden og de andre

Kap 4. Kromanden og de andre

 

Paradoksalt nok kom en kampagne ført af husmandsforeningen - for at sikre landbrugere med primær beskæftigelse i faget eneret til ejendomme, og småbrugenes overlevelse – til at betyde Vandmosevej 19s endeligt. Søren Nielstrup, der var ved at skabe et lille paradis på bruget, der på ingen måde nogensinde kunne blive rentabelt, blev ’drevet fra stedet’, og måtte sælge. Vi var naturligvis bekymrede, for der er en sørgelig tradition for, at utidssvarende og ellers usælgelige ejendomme i randområderne enten forfalder, eller bliver opkøbt af beregnende bolighajer. De mange sociale anbringelser i dårlige huse i udkantsområdernes småbyer er synlige beviser herpå.

Så galt gik det umiddelbart slet ikke på Vandmosevej 19. Den venlige kromand fra Krogager, Hans Peter, der købte, havde en frisk og lettere fandenivoldsk indstilling til livet. Her var et fristed, hvor han kunne slappe af efter at have klaret dagens opgave – for eksempel tilberedt hønsekødsuppe af 20 høns og tarteletter med fyld, til et stort aftenarrangement. Det efterhånden tarvelige stuehus blev sat fint i stand med vandskurede vægge, nye vinduer, og pæne, håndstrøgne fliser på gulvene. De skæmmende udbygninger blev fjernet, en lille sø anlagt i krattet, stier lavet, en ny indkørsel skabt med søjlegangsagtig beplantning, og et kampestens dige etableret langs stuehusets ’landingsbane’, en bred, cement holdeplads.

Ejendommen blev først lejet ud, indtil ejeren selv måtte have fast adresse på matriklen. Der var et par forskellige lejemål, der hurtigt blev registreret og fortolket af de omkringboende. Vi blev drillende udfrittet af naboerne, især om to pigers lejemål, som bare skulle have opstaldning og græsmarker til deres rideheste. Men for tunger, der manglede samtaleemner – men ikke fantasi - kunne det hurtigt udlægges som bordel, eller det, der var værre.

Mens kromanden arbejdede med forandringer og beplantning på sin ejendom, kom han ikke sjældent ind til os ved fyraften eller i weekenden, når forberedelserne til dagens fest var overstået. Ugens fortrædeligheder – eller pudsigheder – blev vendt over en kop kaffe, men han var for rastløs til at blive længe: der skulle gerne ske noget. En dag kom han således med en stor sæk agern. Om ikke vi kunne tænke os egetræer på den lange mark? Den var ellers lige blevet plantet til med spæde rødgran, til juletræsfældning om 8 – 10 år. På det tidspunkt, havde egene sikkert fået godt fat, mente han. Det ville vi gerne, og så gik han i gang med at gennemtrave marken – cirka 15 tønder land – med den ene spand agern efter den anden. Agernene blev smidt et for et for hvert femte skridt, og derefter trådt forsvarligt ned i mulden. Nogle af disse træer, hans nu tilgroede sø, og kampestens diget ved huset, er i dag hans eneste blivende monument ude på Vandmosevej.

Da kromanden solgte, begyndte sidste kapitel i ejendommens liv. Igen blev der hamret, banket, bygget og regeret af den nye mand. Snart var der etableret en slags harefarm i en sammenflikket bygning, hvor sammenkrøbne hareunger pressede sig ind i det fjerneste hjørne af de minkbure, de var anbragt i. Enhver pludselig lyd fik hele bygningen til at dirre med harernes paniske bevægelser bag tremmerne. Jeg traf den nye mand, en bjergsom herre besmykket med tilnavnet ’Greven’, i færd med at fjerne de stabler af hvidgran, jeg havde fældet og savet i meterlængder, som lå tæt på vores skel. ”Jeg mente, jeg kunne hjælpe dig med at få ryddet op”, fortalte han frimodigt.

På et tidspunkt kom der lidt familie til på gården, og en halvstor dreng lavede et kæmpe skilt, hvor der – muligvis som efterligning af vores ’Spjættenborg’ - stod ’Vandborg’, med henvisning til den lille dam, forgængeren havde gravet ud.

Kort efter at vi havde købt nogle påfugle, købte Greven også én til Vandborg. Den stakkels fugl kunne ikke modstå fristelsen af lidt selskab, og kom tit på uanmeldt besøg. Problemet blev løst håndfast af Greven, der bandt dens ene fod til en spand fyldt med cement. Dens ynkelige, ensomme kalden nåede vores ører – og rævens med, der en aften befriede den for både spanden og livet. Lidt senere var den lille familie også væk, og vi så ikke meget til naboen før en aften, hvor han kom sent og hurtigt hjem i sin pickup. Han overså svinget, og kørte dybt ind i vores halvstore juletræer. Hans hastværk var muligvis tilskyndet af politibilen, der kørte for fuld udrykning i hælene på ham. Der var spænding på heden, som aldrig før. Greven nåede skyndsomt hjem til fods, og fik sig etableret ved køkkenbordet med en snapsflaske, ”for at dulme nerverne”, som han forklarede færdselsbetjentene, da de kom ind i stuehuset for at tage en alkoholprøve.

Alle historier kan fortælles på flere måder, og fascinationen med deroute og tragedie giver ekstra liv til de mest kulørte. Grevens stjerne var ikke på vej opad, og kort efter, brændte huset ”med værdier for en million”, som han udtrykte det. Forsikringsselskabet var sandsynligvis ikke videre imponeret, idet Greven efter sigende havde været uheldig to gange før, og på lignende måde. Da politiet umiddelbart efter begivenheden mødte frem, fandt de – ingenting. Ejendommen var ikke alene brændt. Den var helt væk. Det var let at forklare, bedyrede Greven dem. Han havde lånt en gummiged, og kørt det hele sammen i et kæmpe hul, han havde gravet, og nu var det dækket til. Han kunne ikke holde ud at se på det, og det var, mente han, det bedste, han kunne gøre.

Der efterfulgte en retshandling, hvor ejeren i tidens fylde blev dømt for brandstiftelse og forsøg på forsikringssvig. Et længere fængselsophold ventede forude. I sin fortvivlelse, tog Greven sit eget liv. Han besøgte købmanden i Vorbasse for at købe et gevær. Købmanden, vis som han var, måtte beklage og sige, at undtagelsesvis var han helt udgået for jagtvåben. Greven fandt dog, som altid, en udvej. Den betænkningstid, han således fik skænket, kunne ikke rokke ved hans beslutning.

Nogen tid senere kom det frem, at et nyinstalleret fyr i huset var blevet fejlmonteret. Her var muligvis årsagen til branden. Et hændeligt uheld – men med dødelig udgang. I dag er alt væk, bortset fra et brønddæksel, en flagstang, et kampestens dige, og en lille klump iris, Pauline Ebbesen for snart halvtreds år siden havde sat under en rododendron busk i kanten af rydningen. Om nogle år vil naturen langsomt igen sørge for at lukke lysningen. Men harer, ræve og rådyr vil sandsynligvis følge deres gamle veksel forbi her. Og en dag kommer der nok en jæger, en vejfarende, en naturelsker, og hviler sig på det tilsyneladende umotiverede stendige, og undrer sig.

Alt, hvad der er tilbage af 'Thomas og Paulines', 'Evalds', 'Thummelumsens', 'Grevens'. Alle bedre kendt som 'Vandmosevej 19'. Altid på kanten, gemt fra alfarvej.
Nå ja - 'Vandborg' hed den jo en overgang. Mon ikke skiltet findes endnu godt gemt i krattet

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
13.06 | 19:52
Vorbasse marked har modtaget 2
13.06 | 19:52
Lysstriben har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE