Kap 5. Ornen sad i sidevognen

Kap. 5. Ornen sad i sidevognen. Gerda og Jørgen Pedersens historie

 

Vi tjente i Plougslund ved Billund inden vi forpagtede denne ejendom i 1967, som vi så købte i 1968 for 100.000 kroner. Som tjenestefolk boede vi i en lejlighed for enden af stalden. Vores fire børn er alle født, inden vi kom hertil. Jeg skulle for resten søge kongebrev for at blive gift – jeg var kun 19 år. Det fik jeg af sognefogeden, der sagde: ”Lad bare drengen gifte sig!”

Vi kunne se, at fodermesterfolk skiftede plads så tit, at det var synd for børnene med deres skolegang. Så skulle vi have vores eget, et fast sted at bo. Vi købte den 1. april. Første gang vi så gården, sagde Gerda, ”Her skal vi ikke blive!” Vi kørte og vi kørte – det føltes så langt ude – nu er det selvfølgelig universets centrum. Der var ikke plantet noget omkring bygningerne: kun ti forkrøblede elmetræer, der snart gik ud, og tre bøgetræer. Og senegræs over det hele. Vi kunne se langt – og når det blæste, fløj vores jord over til naboen. Vi kunne kun vente på, at vinden skiftede…

Gården havde stået tom i to år, og selv om stuehuset ar fint med stuer og badeværelse og så videre, kunne vinduerne ikke lukkes op. Den tidligere ejer høvlede dem, så de kunne lukkes op. Og så snart vi fik varme på og huset var mindre fugtigt, trak træet sig sammen og gabte. Gardinerne blæste, så utætte, vinduerne var blevet. Men det var billigt at fyre dengang – olie kostede kun 18 øre per liter.

Der er 16 hektar jord; vi har ikke forøget ejendommen. Vores største indtægt det første år kom fra de sten, Gerda samlede på marken. Det var et arbejde, hvor børnene kunne være med ude i marken. Hun solgte sten for 345 kroner. Det var dengang hovedvejen i Vorbasse skulle udvides og fortov laves. Hun gik med en spand, hun fyldte, som hun så tømte over i en vogn. Kristian Jensen, vores nabo, kom og tømte den, når hun havde fyldte den. Kalle Kulmule hentede dem. Der var nogle sten, der var for store. I stedet for at de skulle gå til spilde, viste hans far os, hvordan man med det rigtige tag kunne splitte dem ad. Det var ikke noget med at slå hårdt, og de kom med allesammen. Det var en fin indtægt. Det var et slid at få ejendommen op at stå: markerne var fulde af senegræs. Jeg skulle harve og harve…

Et andet år – der var så tørt – stammede den største indtægt fra den erstatning vi fik, da NATO-ledningen blev ført gennem marken.

Folk her har været nøjsomme. Vores nabo Ejnar Jensen boede her i 65 år og levede af sine 14 hektar. Vi kunne for resten have købt hans ejendom; Ejnar Jensen sagde, at vi kunne overtage gården, når han holdt op – men han levede der i 65 år, så det havde for lange udsigter! Vi havde det hyggeligt sammen; han var et omvandrende leksikon! Han havde en mælketur sammen med en anden, men den varede kun et halvt år. Hans kone døde meget tidligt, og han stod alene med to piger på 4 og 12 år. Det klarede han selv; de fik varm mad hver dag.  Men det var hårdt for en enkemand. Morescos første kone hjalp med tøj og sager til dem. Moresco var godsejeren til Fromssejer.

Kristian Jensen havde vi det rigtig godt med. Han kom gående en dag til mig klokken syv om morgenen. ”Du skal ikke arbejde i dag”, sagde han. ”Hvad skal jeg ikke?” svarede jeg. ”Selvfølgelig skal jeg det.” ”Nej, for vi skal hjælpe Gerda med at samle sten. Jeg kan ikke se på, at hun går der hele dagen og samler sten!” Og det gjorde vi så. Der var også et år, hvor jeg ikke kunne blive færdig til at pløje – det gjorde Kristian bare for mig!

Vi deltes om maskinerne – vi havde ikke så meget selv. Bjarne, den ældste, lånte en dag Kristians tromle. Den gik i stykker, så var der ikke andet for, end at han måtte hen til Kristian og fortælle det. Kristian kom med tilbage med noget ståltråd og sager, og så var den sag klaret, så var han kørende igen.

Vi startede med én ko. Gerda havde ikke kørekort på det tidspunkt, og inden vi fik en ko, skulle jeg hente mælk – på flaske – i Vorbasse. Mælkemanden kørte rundt i byen med hest dengang. Jeg kunne køre flere gange om dagen, så meget mælk kunne børnene drikke! Så købte vi en ko for min første månedsløn i skoven. Skytte Jensen kiggede på afregningen, og sagde, at det aldrig var sket før, at en mand havde tjent så meget! Men så kunne jeg købe vores første ko fra kreaturhandler Sørensen. Han forlangte 1.250 kroner, men jeg havde kun de 1.200. Jeg fik den alligevel, men jeg måtte trække den hjem – hele vejen fra Vorbasse.

 Vi havde køer indtil 1982 – så skulle alting blive større og større, og vi sagde stop. Grise har vi også haft til at begynde med. Første gang de skulle insemineres, kom manden med ornen – på motorcykel med sidevogn! Ornen sad i sidevognen med et par brædder om. Da han holdt op, brugte vi Karl Henning. Jeg var ude og harve, og han kom jagende gennem hegnet med ornen. Hans bil var gået i stykker i Fromssejer, og han og ornen tog resten af turen til fods. Da han var færdig, spurgte han, om ornen måtte blive natten over, mens han fik bjerget bilen. Det måtte den selvfølgelig – den blev rent faktisk i tre uger, inden han fik den hentet.

Jeg arbejdede fast i skoven det første år; jeg fyrede for Moresco i Jagtgården, bar brænde ind… jeg var også flaghejser! Flaget skulle hejses hver søndag, og når der kom gæster. En gang kom kong Frederik, dronning Ingrid og prinsesse Benedikte for at se på heste; Moresco var formand for danske varmblodsheste foreningen. Jeg spurgte, om børnene godt måtte stå ved bommen, når de ankom. Det måtte de gerne; de stod og viftede med deres flag. Men de var gruelig skuffede – der kom de kongelige, men uden kroner, diademer og diamanter!

Jeg blev fyret af Skytte Jensen fra villaen; Moresco ville gerne stå og snakke. Han kunne lide at fortælle om udlandet, og bød ofte på et glas, mens vi snakkede. Han ville gerne have, at vi skulle være ’dus’: ”Alt det ’De’ og ’du’ og så bliver det pludselig ’dum’ – nej, det lyder dumt!” sagde han. Men det kunne Jensen ikke tåle. Han kunne ikke lide, at herskabet og folket kom hinanden nær. Vi kom godt ud af det sammen med Morescos; deres børn og børnebørn var her ofte. Vi havde rideheste, de kunne ride på.

Vi blev rigtig godt modtaget her, da vi kom. Vi var alle næsten jævnaldrende, og havde det ligedan. Vi gik vældigt i hak, og alle var med i fællesskabet – måske på nær Frederik, der følte sig mere proprietæragtig. Han havde en helt ny, moderne grisestald, der var en fremvisningsmodel. Den lå på den anden side af vejen, for at folk kunne se den. Han var meget sammen med Kristian Hansen, der var kreditvurderingsmand. De snakkede meget sammen. En gang hvor jeg var i marken og harvede i senegræsset, kom han forbi. Jeg skulle til at have et lån. Frederik kiggede på markerne: ”Nå, det er begrænset hvad du kan få her!” Hvad kom det ham ved! Jeg fik lånet, forresten.

Hver onsdag skulle jeg have korn malet hos brugsen i Nebel, der havde en mølle. Der mødtes vi naboer om formiddagen, og kunne hente igen sidst på dagen. Den formiddag behøvedes der ikke nogen regering i Danmark – vi ordnede det hele! Der var ingen, der var ’Des’. Uddeleren Jens Aage og Kirsten var et samlingspunkt. Vi blev budt til fødselsdag der hvert år. Kirsten stod også for indsamling af penge til gaver og indkøb, hvis der var noget. Sønnen Torben har taget over. Vi mærker ikke nogen tilbagegang i sammenholdet herude, selv om tiderne ændrer sig. Vi er blandt de ældste nu; den næste generation tager over, endda børnebørnene: Hennings barnebarn har købt en naboejendom, for eksempel. I aften er der høstfest i den gamle brugs, der nu er Nebel Handelscenter. Der kommer nok cirka 45 mennesker. Den holdes hvert år, og er en god ting for de nye, der kommer hertil. Og lige så mange kommer til Jens Aages fødselsdag den 16. december – til æbleskiver og gløgg. Det er hyggeligt at være sammen!

Villy og Jes er – var – et par sjove fætre. De kom forbi en gang om måneden, indtil Villy døde, og fik deres kaffe. Villy havde altid æg med, eller en friskslagtet kylling, gjort i stand og klar til fryseren eller bordet. Da vores Anette gik på Handelsskolen, lavede hun mad til dem om sommeren. I deres velmagtsdage skulle der noget mad på bordet!

Selvfølgelig er der også folk, der bare kommer og går. Oppe på Kristians kan jeg huske, var der et års tid nogle, der havde med stoffer at gøre. Der kom af og til en flyvemaskine og smed noget til dem om natten. Vi skulle derhen og hente halm en gang; det var vi ikke så glade for, fordi de havde en rigtig bidsk schæferhund. Ganske rigtigt, da vi kom op på gårdspladsen løb den frem og ville have fat i os. Bjarne nåede lige op på vognen, ellers var han blevet skambidt. Ejeren, en stor karl, kom og fik fat i hunden; han var ikke bange for den. Han kylede den lige ind i muren, så den døde.

Jeg bliver 70 næste gang. Som jeg siger, jeg kan det, jeg altid har kunnet – det tager bare lidt længere tid. Børnene siger meget længere tid! Det har aldrig været en ottetimers arbejdsdag, så da jeg fyldte 65 holdt jeg mere eller mindre op. Jeg har fået en ny skulder sat i. Jeg arbejdede i rigtig mange år med spulevogn til kloakrensning og tømning af tanke. Jeg skulle rive i slangerne, og så blev skulderen slidt op. Jeg har haft maskinstation – vi startede med at tage kartofler op, og det udviklede sig. Nu kører jeg lidt træ, det er sådan set det hele. De seks hektar er plantet til. Jeg dyrker nok til at hestene – jeg har ti – kan få deres føde. Jeg har altid arbejdet med træ – og Gerda har kløvet brænde! Vi har et stykke skov på Egtved kanten: Bedstefar købte fem hektar skov der i 1905 for 350 kroner. Det var gammel løvskov.

Mine forældre havde det, de skulle have, og ikke mere. De levede af 16-17 tønder land, og vi var tre børn. Jeg malkede en ko hver dag, inden jeg gik i skole. Far var daglejer; om vinteren læssede han folks møddinger, og om sommeren var han i mosen. Jeg var med i arbejdet, jeg styrede hesten. Vi havde jyske og belgiere – store heste, men dem kunne jeg godt klare. Jeg var fem år gammel. Vi var vant til heste i mit barndomshjem: da jeg var ni år, fik vi en oldenborger. Den brugte vi til ringridning. Om sommeren var vi af sted hver søndag til ringridning; det var der rigtig meget af dengang. Vi skulle selvfølgelig ride til den by, hvor konkurrencen blev holdt – det var ikke noget med at køre i bil! Hver by havde dengang sin ringridning.

Jeg arbejdede med juletræer i nogle år: det var halvanden måneds arbejde dag og nat. Døgnet rundt – men det var godt nok. Det var ligesom med ammoniaknedfældning. Jeg overtog det efter Svend Schmidt i 1975. Gerda måtte cykle efter mig – det var længe inden modbiltelefonens opfindelse! Hun skulle give mig besked om, hvem der skulle have.

Gerda var hjemme, så længe børnene gik i skole. Det var ganske normalt. Ingen koner var ude og arbejde, bortset fra Lydia, hvis mand var syg. I 1976 søgte Gerda aftenholdsarbejde hos Lego, sammen med en nabo. Hun blev kaldt ind til samtale, og fik ansættelse med det samme til rengøring på Hotel Lego – men de lovede hende, at så snart der var en stilling på aftenholdet, skulle hun få den. Efter 26 år, hvor hun arbejdede på Vis à Vis – nu Hotel Legoland – havde hun endnu ikke fået tilbudt aftenarbejde. Der var kun én gang i løbet af de 26 år, hvor hun på grund af sne, ikke kunne kom på arbejde. Mange gange kom hun på arbejde – enten på traktor eller rendegraver! – og der var flere fra byen, der ikke kunne møde frem. Der var et år, hvor der var så megen sne, at jeg selv måtte køre til Vorbasse med mælk. Tankbilen kunne ikke klare det, og det stod på i tre måneder. Jens Skov havde to gule spændt for kanen – mælken skulle frem! De gule var nemlig de to nordbagger, han havde. Man kunne høre dem stønne på lang afstand. Der var for resten en gang, hvor jeg cyklede forbi – og køkkendøren vendte lige ud til vejen. Så kom konen og smed opvaskevandet ud på vejen, som hun plejede – der var ikke noget med kloakering Jeg fik det lige i hovedet! Nej, hvor blev hun ked af det! 

Det var den vinter, hvor vi ikke havde strøm i halvandet døgn. Nu havde vi gaskomfur, men hos Kristian havde de kun el. Så kom Kristian gående med kaffebønner og kaffekanden. Han skulle have sin kaffe! Hvad så med vand? spurgte jeg. Nå, for søren! Så måtte børnene samle sne og fylde kedlen. Der skulle rigtig meget sne til, kan jeg sige dig, for at lave en kande kaffe! Imens brølede køerne: de var ikke blevet malket. ”Vi skal ud og malke”, sagde Kristian. Det kunne jeg ikke forestille mig, vi kunne – umuligt i hånden. Men Kristian gav mig en malkestol, og tog selv en gammel spand, som han stillede på hovedet. Køerne var slet ikke vant til at blive malket med håndkraft, men da Kristian først fik skubbet sit hoved ind i siden på en ko, holdt den op med at hoppe og springe – og så gik det.

Vi kørte og kørte...
Gerda og Jørgens ejendom i dag

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
13.06 | 19:52
Vorbasse marked har modtaget 2
13.06 | 19:52
Lysstriben har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE