Kap. 6. Vi lignede hinanden

Kap. &. Vi lignede hinanden - Jes Pedersens historie

 

 Der har altid været en bevidsthed om, at Nebel er en landsby. Den strækker sig fra den gamle skole, ned over Rankenbjerg, mod Gilbjerg i nord, og Klink i vest. Der har aldrig været skel her: der har været Indre Mission, men det betyder ikke skel her. Der var stor hjælpsomhed: Nebel var sammenhold; for eksempel efter en barsel, hvis konen lå i sengen en uges tid, kom folk bare og hjalp til. Til barnedåb ligeledes. Og alle var med til gilderne, der blev ikke gjort forskel. Vi var også en bestemt gruppe her, der udgjorde Nebel – vi lignede hinanden. Kom folk udefra, flyttede de næsten aldrig. Siden er det blevet anderledes. Ingen lavede splid. Var der kreaturer eller heste, der brød ud og rendte ind over ens marker, snakkede vi ordentligt om det. Hvis man ikke var fastboende, blev man ikke budt; heller ikke, hvis man ikke opførte sig efter Nebels regler. Det betyder, at man ikke skulle skille sig ud: jeg kan huske, at der var en dreng i skolen, der var anderledes – han var så klog! Der var to brødre, der var på nakken af ham hele tiden; han kunne ikke være i fred i frikvartererne, så gik han langt væk.

Man måtte heller ikke drikke. Der har aldrig været drikkeri her i byen. Vi kan sammenligne med Hejnsvig, hvor de havde mange smugkroer. Her kunne man få øl i brugsen, men folk drak ikke. Uddeleren havde en lille stribe på 10 – 12 flasker blandede; der var støv på dem; de blev aldrig skiftet ud. Jeg husker en påske, hvor uddeleren var rejst ud, og kommis’en skulle passe butikken. Han tog en af flaskerne – det var vist kakaolikør – og vi sad i marken og drak af den. Vi fik vist bare et par slurke; han skabte sig og begyndte at grine helt fjollet! Han er nok blevet noget påvirket. Da uddeleren kom hjem, spurgte han straks, hvem der havde taget flasken. Det måtte kommis’en indrømme, og uddeleren blev vred. Men kommis’en var meget dygtig, så han blev ikke fyret. Uddeleren var indremissionsk.

Vi kom i missionshuset om søndagen, men det var lidt under tvang. Vi skulle hver anden gang, fra klokken 10 til 11. Det var kun en time, men Morten Møbjerg, for eksempel, trak det ud. Han kunne væve og væve uden at fortælle noget som helst. Der var ingen fortællinger fra biblen, blot: ”Pas på synden, at den ikke får tag i jer!” Vi lavede ikke ballade, men jeg kan ikke huske noget af det i dag. Fatter tog med til møder og arrangementer. Der var for eksempel en krigsveteran fra Brøns, fra Første Verdenskrig. Han kom flere gange, og blev i to dage. Han gjorde det spændende. På det mest dramatiske punkt kiggede han altid på sit ur. ”Nå, klokken er blevet mange. Vi må vist til at holde.” Så kom folk igen den næste dag; der var fuldt hus, og alle unge var med. Der kunne være omkring 60 mennesker i huset; kaffe kunne laves ovenpå. Der var en stor stue til møder, og en lille stue til søndagsskole. Til arrangementerne konkurrerede konerne om hvem der kunne lave den største lagkage.

Vi lærte heller ikke meget i skolen. Læreren i de første år var en hysterisk bandit. Han var forhenværende mejerist, der havde slået sin ryg, så han tog sig en læreruddannelse. Lussinger! De fløj helt umotiveret. Hverken Villy eller jeg ville synge. Det var ikke for at provokere, vi sang bare ikke. Vi skulle rejse os, en tre-fire knægte, og synge. Jeg ville ikke. Så fik jeg en lussing, så det fløjtede. Så stak jeg ham en igen. Du skulle have set hans hoved! Det var en blanding af raseri og chok! Det kunne ikke have været bedre på film! Så fik jeg fred! Fatter omtalte det ikke derhjemme, men jeg ved, at han gik op til læreren og snakkede om det. Han kridtede banen af hos ham. Villy ville heller ikke synge. Han sad altid klemt i en forsvarsstilling. Jeg er sikker på, hans ryg blev krum af det. Han skulle gemme sig for læreren. Nej, den lussing, det er vist det bedste, jeg har udført for Nebel! To år senere rejste han fra byen. Det føltes som om krigen var holdt op.

Jeg fik lidt interesse for historie, men jeg lærte ingen regning, og det er nok det, jeg mest har haft brug for siden. Vi lærte ikke engang at regne med brøker. Han var missionsk; han begyndte med Adam og Eva hvert andet år. Han kunne fortælle om romerne – jeg læste mig frem til Hannibal, det var spændende – men aldrig om grækerne. Vi fik en del vikarer, unge mænd på 17 – 18 år. Vi legede mest i deres timer. De ville have, at det gik godt. Vi legede blindebuk i skolestuen.

Brugsen har været ret vigtig i Nebel. Manglede vi for eksempel kanel, kunne vi lige løbe derhen og købe det. Førhen gik mor jævnligt til brugsen med en kurv æg; hun havde 75 høns. Fjerkræ var vigtigt! Det kunne holde købmandsregningen nede. Og dengang mor og far slog de to mindre værelser sammen til en stor stue, arbejdede mor meget med fjerkræ for at tjene penge til indretningen. Det var flere års slid med gæs og ænder og høns. Det blev rigtig flot med et fint tæppe på gulvet, og tunge møbler. Jeg kan stadigvæk se fatter for mig sidde i den største af stolene, og snakke. Jo, hvis pengene var små, havde vi altid fjerkræ at falde tilbage på. Vi kunne altid få føden. Det kunne andre ikke i de små huse rundt omkring.

Hvis man var meget dygtig som Morten Møbjergs mor, kunne man endda få penge med hjem fra købmanden. En gang kan jeg mindes, at hun kom cyklende med en kurv fuld af æg. Så væltede hun og tabte kurven. Alle æggene gik i stykker. Manden skældte ud, og hun græd i flere dage. Familien måtte komme og trøste hende; det var rigtig konen med æggene! Niels Morten havde kun en enkelt kommentar til det: ”Nå, skidt! Æggene ryger ud af røven på hønsene hver dag!” Ham kom vi til at mangle – han havde altid en god kommentar til tingene! Vi mangler også uddeleren. Dengang var der mølle her. Han skulle så stå op om natten, hvis det blæste, og male. Hele byen fik malet deres korn her. De vidste præcist, hvornår de andre kom – de var en hel flok, Niels Morten, Søren, Viggo… de kunne snakke i timevis. De gik rundt eller sad på sække; det var aldrig noget med en øl, selv om de kostede under en krone.

Om fredagen og lørdagen mødtes de unge, de der var konfirmeret, i brugsen. Uddeleren, Jens Andreasen, tog godt imod os. Hvis vi opførte os ordentligt, fik vi kaffe. På den måde skulle vi lokkes ind i Indre Missionens fælde! Han var nemlig indremissionsk. ”Pas på med spiritus!”, sagde han til os. Han kunne snakke lystigt om piger – men aldrig på en sjofel måde. Han var en flink mand, men har sikkert haft en missionerende bagtanke. Butikken var sådan en lille firkant, og blev hurtigt propfyldt med unge. Vi gættede med tændstikker – hvor mange har jeg i hånden? Vi købte lidt slik: vi har sikkert også gættet om negerboller. Der skulle ikke så meget til dengang! Engang var der en karl, der havde en øl med; da en af de andre stødte til ham, sprøjtede øllet på gulvet, og det opdagede uddeleren. Så blev vi smidt ud!

Der blev ikke rigtig spillet kort. De der arbejdede i mosen spillede, men ikke andre. De boede i barakker, hytter. Omme ved søen boede der en familie fra Esbjerg med syv børn. Manden var egentlig købmand. Han tog familien med hertil om sommeren for at arbejde her. Så var børnene ikke i skole. Der var kun en lille barak til en hel familie. Det lignede et hønsehus. Engang slog vi ruderne ind. Der var andre unger, der fik skylden, men jeg tror, at fatter betalte.

Folk har levet under fattige kår: der var et par, der kun levede af kartofler. Den ene dag fik de pillekartofler, den næste dag fik de skrællekartofler. De var så fattige. De havde kun en jordhule at bo i. Om vinteren lå de derinde på halm, og ventede på at det skulle blive forår. De havde ingen unger: det ville have været en katastrofe. Der var én, der hed Basse Jørgensen, der også boede i en jordhule over ved Hvidsminde, en naboejendom. Han havde ingen familie, han var udlært snedker og sjællænder. Karl Peters far sørgede for, at han fik en god forplejning. Da vi gik til skole, så vi, at der kom røg op af skorstenen. Sådan en jordhule var gravet cirka en meter ned i jorden. Den havde mure af græstørv, og der var lagt bjælker over. Taget var også lavet af græstørv. De kunne nok suge regn og fugt, og holde hulen nogenlunde tør. Var det lidt bedre, havde man forskalling indvendigt. Basse kom til Vorbasse, og fik et lille hus der. Hver aften gik han tur forbi de unge, der var på cafe: ”Nå, holder I generalforsamling?!” sagde han hver gang.

Vores skel mod nord gik op til Anton Oles. Der lavede vi smuld til formbrændsel, med hest og harve. Han kom altid hen til os og snakkede. Vi købte syv tønder land her. Der var lavet en lille fabrik til formbrændsel i mosen. Det var et mærkeligt sted at lave sådan noget! Der var ingen fast vej, og folk kunne ikke køre fra om efteråret. Der var så mange andre steder, det kunne have været stillet op. Anton Ole var ikke videre landmand: han havde lidt kartofler og lupiner – for proteinerne. Der kom en mejetærsker helt fra Hemmet for at høste lupinfrøene.

Der var en del dengang, der levede som Anton Ole. Der kommer nok ikke flere – de kommer ind til byen, og bliver sørget for. En anden var Tummelumsen. Han var en rigtig Klaus Kludder, men alligevel utrolig selvbevidst og stolt af det, han lavede. Selv om vi andre nok ikke syntes, at det så godt ud! En ting er sikker – han havde en flot håndskrift. Der var lidt kunstner i ham. Jeg har set den på de momssedler, han skrev, da vi købte reb af ham. Han rejste meget rundt med det reb, han lavede. Engang var han i Gram, og tog op på Gram gods, for at sælge reb. De var midt i en fest. Greven selv kom til døren, da han bankede på. Reb skulle greven nu ikke have. Så råbte Evald til forsamlingen: ”Nå, hvad så med I andre grever og baroner – skal I ikke have noget reb?” Der fik han vist ikke solgt noget!

Min familie har været her længe; min bedstefar købte gården her. Bedstefar kom fra Fromssejer. Det lyder så fint, men dengang var der kun den gule plantørbygning. Der er han født. Hans far havde det. Min oldefar var plantør. Bedstefar købte her omkring 1896, vil jeg tro: Fatter er født i 1900 lige ud. Der var en pige før ham, så det er omkring den tid, hvor de har etableret sig. Min mor kom herud som husholderske i 1933, og kort efter blev hun gift med min far. Mine bedsteforældre er nok flyttet i aftægtsboligen på det tidspunkt. Den ligger lige ved siden af. Jeg tænker, at den er bygget i 1932-33.

De blev forelsket, min far og mor. Det var ikke noget påtaget: de havde det fantastisk sammen. Mor kom fra Lindeballe; der skulle nyt blod til! Det skulle ikke være det med fætre og kusiner, blodsbeslægtede. Nogle steder blev folk gift for at holde sammen på tingene; det var mest praktisk. Det var der en del af i Skjoldbjerg-Almstok. I flere led. Det kunne ske, at en pige aldrig kom ud eller blev gift. Hun kunne blive halvgammel – nå, ikke halvgammel, men skal vi sige 28 år. Så gik der en ungkarl et sted, og spurgte, om ikke hun kunne tænke sig at have et job. Så blev hun derhenne. Der var tit fornuft i det. Man kunne også sige, at mange – både mænd og piger - havnede i en uheldig situation. Jeg tænker på en mand, der havde mistet to koner, den sidste i barselssengen. Han stod så tilbage med en lille en, og det skulle han have hjælp til. Der kom en husholderske, der selv havde et par små. Hun var dygtig, og pæn. Men så hørte manden om en ældre, ugift kvinde, der også ønskede en stilling. Hun havde en lille potte penge. Så blev den første sat på porten til fordel for den anden. Det var noget ulykkeligt. Man måtte finde sig i meget.

 Mine forældre har haft 30 tønder land, som de drev i. Noget mere lå i eng og mose. Mon ikke der var 25 hektar i alt. Så begyndte fatter at købe mose; jeg tænker ikke, det skulle drives op: det var til jagt. Men efterhånden blev det drevet op. Han var meget jæger; det har ligget i familien. Det var jeg også i mine yngre dage. Efterhånden som vi fik bedriften op, kom jeg fra det. Havde man kreaturer hjemme, kunne man ikke løbe ud og skyde; det blev halvt sildigt inden man var hjemme igen. Der blev også mindre vildt i 1980’erne og 1990’erne, og det gled ud. Men Villy blev ved. Og min bror Eigil – han var den største jæger. Til sidst kunne Villy ikke nænne at skyde rådyr: han har nok ikke skudt mere end 6 -7 stykker i den tid. I vores unge dage, skød vi alt, hvad vi kunne. Men det gled ud. Når Villy kørte rundt, og måske så et rådyr med to kid, der holdt sammen, kunne han ikke nænne at skyde dem. Det ville også betyde, at han ikke så dem mere, hvis han gik hen og skød dem. Nej, nej.

Vi havde meget jagt; vi havde også alle de parceller mosejord herude – vi havde måske 20 parceller, og der gik vi bare. De var nok et par tønder land hver. Jo, folk lejede dem i 49 år – det var taksten. Så måtte de grave tørv der. Parcellerne kom tilbage til gården igen. Fatter købte et stykke på 14 tønder land, og her var der masser af parceller. Men vi gik selv på jagt på dem. Måske kunne en slægtning finde på at komme ud på en parcel og se, om ikke han kunne skyde en hare. Det var svært at se, hvor man var – det var ikke velset, at gå på de andre parceller. Men det blev aldrig misbrugt. Danielsen havde syv tønder land eng og mose: vi købte af ham. Det er tilbage sidst i 1970’erne. Han havde kreaturer i en fenne, og de rendte ud. Vi tog dem ind, og fik ordnet fennen. Han kom til os, og vi gik sammen med ham i midten. Pludselig stak han begge hænder ud – med en tier i hver hånd.

”Det skal I have!” sagde han. Nej, det var ikke nødvendigt, men jo, det ville han have. Hvis han skulle sælge stykket en gang, ville vi godt købe, fortalte vi ham ved den lejlighed. Det ville han ikke, men alligevel kom han ud til os en fjorten dages tid senere. Det var tidligt, han satte sig ved bordenden i køkkenet, og da Villy kom ned, sad Danielsen med bøjet hoved. ”Jo, jeg vil af med de syv tønder land. Jeg skal have 17.000 kroner. Jeg vil ikke pries!” Han skulle have pengene til en ny bil. Det var så helt i orden. Han snakkede tit med fatter – han havde ejet nabogården, men havde forpagter på.

Vi har 64 hektar i dag. Vi drev det selv indtil 1985, hvor vi lejede en mand. Han boede her, spiste og sov. Vi havde både svin og kreaturer: det var lidt blandet, men til sidst var det sortbrogede.  Vi startede med rødbrogede. Vi havde køer og grise sammen. Det betød, at når søerne fik grise, var der varmt i stalden. Rigtig lunt. Når der var knagende frost om vinteren, var der altid varmt for smågrisene. Der var heller ikke overbelagt. Vi kunne have 10 søer i stalden, det var ikke, som det er i dag.  Det bliver alt for stort i dag. Det giver også en masse trafik på vejene. De siger, at det ikke kan gå, medmindre de udvider. En nabo havde 147 køer, da han kom hertil, og det var nok, mente han. Nu skal han have 300. Det er også svært at skaffe jord; der er for lidt landbrugsjord her, der er for meget skov. Ellers skal de køre langt – langt, langt. Der er andre i en anden del af vores område, der har det hele. Da det gik højest hos os, havde vi 54-55 køer, men det var kun til sidst, da vi havde sat søerne ud, og havde mere plads til køerne. Det var godt nok; dengang var vi de store her; Jørgen Koch havde en 40-stykker, så vi kom lidt højere op.

Kontrolforeningen satte navne på gårdene i 1920’erne. Da kom navnet Enggården. Ellers hed den Jes Fromssejers – det blev den kaldt. I dag er det nok rigtigt, at den kendes som Jes og Villys. Vi forpagtede den fra fatter i 1968; han ville se, om vi to kunne forliges. Det gik da godt, og i 1972 købte vi. Villy var 28, jeg var 30. Der skulle til at ske noget, vi ville godt i gang med noget. Far ville ikke flytte før 1972. Far har altid villet være noget, ligesom sin far. Han kørte ud som kreditforeningsvurderingsmand. Og mor lavede mad – vi havde ikke kvinder. Det gik rigtig godt. Far fulgte med i udviklingen alle de steder, han kom. Folk fik vandingsanlæg – det gjorde vi da så også. Det er for resten sådan, jeg ødelagde min hofte. Jeg stod for korn og vanding. Dengang havde vi rør, der skulle flyttes. Vi vandede roerne, og jeg skulle skridte over roerne med vandingsrørene. Når roerne blev våde, rejste de sig op, og jeg skulle hele tiden løfte mine ben over dem. Hvis det var regnvejr, havde jeg i starten regntøj på, men så svedte jeg under det.  Det var alligevel bedre at undvære det, og blive våd af regnvejret. Jeg har fået to nye hofter i samme side; jeg fik den første i 1988, og var i gang i bedriften næsten med det samme – malkning og det hele. Så skulle jeg have en ny i 2001; den første gik løs – det var ’bonelock’. Det er derfor, jeg går skidt i dag, men jeg har ikke ondt. Nå, men vi avlede godt, og fik besætningen op. Det hele kom efterhånden. Vi fik drænet og kalket. I fatters tid skulle han købe korn i tre-fire måneder af året. Det var nye tider, det gik fremad. En større besætning betød også mere møg, hvilket var ret vigtigt.

Hverken Villy eller jeg har været på landbrugsskole, og det gjorde ikke spor. Alle, der gik på landbrugsskolen, gik fallit i 1980’erne. ”Udvid! Producer!” Mange troede blindt på det. De kom også ud til os med deres ’moderniseringsplan 10 år’. Vi skulle købe maskiner: ”Bare skrive noget på! Køb en mejetærsker.” Vi skulle investere en halv million i 10 år. Det ville vi ikke. Vi havde en traktor med 80 hestekræfter, og fire små traktorer. Der var mange drenge, der gik her – de skulle hver have en traktor. Ellers ville de slås om det. På et tidspunkt havde vi syv – Ferguson 35, Dexta - hvis drengene skulle hente køerne hjem, kunne de sagtens være en kilometer væk. Alle drengene fra Nebel kom her. Det gik godt, de opførte sig godt. Vi sagde til dem: ”I skal passe på, når I kører. Ikke noget med at sidde på en skærm – højst stå bagpå og holde godt fast!” Ellers, hvis de bremsede, kunne de ryge af… det var farligt. Ingen af dem gik hjem i vrede. De kunne godt lide at være her; det var meget sjældent, at de fik en skilling. Torben Thomasen fra brugsen var her i halvandet år, indtil han blev 15. Han var gode venner med mutter. Mor var så stolt; første gang han kom her, var han kun godt og vel et år gammel. Den lille mand kom stavrende ind på gårdspladsen på de små ben. Han havde lige lært at gå. Så kom Kirsten efter ham! Han blev bundet i en lang snor til en pæl hjemme ved brugsen, ellers var han væk!

Der kom i det hele taget en masse her fra byen. De var fem på Nebelgård, og de kom her alle sammen. Vi gik ikke derhen, uden at være budt. Vores søster Anna havde veninder, men der var ikke nogen piger, der kom her. De piger, vi gik i skole sammen med, var ikke sådan noget specielt – det var bare nogen, vi havde som klassekammerater. Det var mere spændende at komme op i Vorbasse. Vi tog til bal i Vorbasse, da vi var 17 – 18. Fatter ville helst ikke have, at vi gjorde det før. Vi rendte ikke til byen før. Vi gik meget på jagt i stedet for. Vennerne begyndte så at komme til bal – det var altid Vorbasse, aldrig Hejnsvig. Vorbasse og Hejnsvig kunne ikke tåle hinanden! De sloges! For eksempel kunne familierne Arentoft og Junker ikke tåle hinanden. Vi troede, at hvis vi tog til Hejnsvig, ville vi få nogen på hovedet. Men sådan var det slet ikke.

Det var festlige baller – jeg kan huske det endnu! Første gang tog jeg op til kroen på knallert. God musik tonede ud af døren. Der var liv, som man ikke kendte magen! Der stod drengene, enkelte med en øl. Vi kendte dem, vi var konfirmeret sammen. ”Nu kommer vi!” Det var som om de ventede på os. En enkelt gang var der et par drenge, der sloges. Det var godt at kunne komme hjem og fortælle Villy – han havde ellers ikke været med. Så tog han med senere. Vi kiggede på i en halv rundkreds – vi havde ikke lært at danse. Byfolkene havde lært det, og så var der nogle naturtalenter, der bare de hørte musik, kunne danse. Der blev gemt øller i Laurits Birkelunds hæk. Men det var højst en eller to til en hel aften. Og sådan noget som at tage knive med – det var utænkeligt.

Det er altid gået godt med Villy og mig her. Hvis vi begge var blevet gift, så var det ikke gået. To familier med kvinder, og arbejde sammen – det ville ikke gå. Så skulle den ene have et andet sted at bo. Villy tjente en gang i Jernvedlund; her spillede han håndbold, og stod på mål. Der var en pige, der stod og så på. Hun var vist lærerinde. ”Vil du ikke med hjem og have kaffe?” spurgte hun ham. Villy sagde nej. Han var ræd for at dumpe i, og giftes, og stifte en stor familie. Hun spurgte ham flere gange, men han turde ikke. ”Så hun godt ud?” spurgte jeg Villy. Jo, det gjorde hun. Men han var ræd for at afgive sin frihed. Det lå mor meget på sinde, at vi skulle passe på med ikke at binde os for tidligt. Vi skulle have vores ungdom i fred. Vi skulle også passe på med øl.

Vi fordelte arbejdet på gården. Dagen startede klokken seks, og vi gik i seng halv ti. Villy var tit op og se til grisene. Jeg passede kassebogen – og kreaturerne. Der var altid mange bilag til regnskabet; jeg lavede det en gang om ugen. En nabo, der var slem til at beklage sig, så snart der var lidt pengeproblemer, spurgte engang: ”Diskuterer I penge?” Men nej, det gjorde vi aldrig.

Villy passede grisene og lavede mad. Man skulle være over søerne og smågrisene hele tiden i den første tid. Hvis de efterlades uden opsyn i tre timer, kan de sagtens dø. De skal til patten. De får let diarré. Villy overværede dem nøje. Han havde det i fingerspidserne. Det var også noget med tip-top hygiejne. De fik masser af halm, og det blev skiftet to gange om dagen. Vi brugte ikke varmepærer til smågrisene: det var bedre – og billigere i strøm – at lave huler af halmballer til dem. Jo, man skulle være over tingene. Vi har sjældent overnattet hjemmefra. Vi havde frihed i vores daglige liv, vi kunne selv bestemme, men ikke rejse ud. Det er ikke noget, vi savnede. Den sjældne gang, vi har overnattet væk fra gården, var vi glade, da vi kom hjem: ”Her er det!”

Håndkoloreret foto af Enggården fra 1940erne
Det var Jes, der ordnede bogholderiet. Nu kigger han tilbage gennem slægtshistorien

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
13.06 | 19:52
Vorbasse marked har modtaget 2
13.06 | 19:52
Lysstriben har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE