Kapitel 1
Forhistorien
Det er en efterårsdag i 1846, og et ungt ægtepar med en lille pige på cirka tre år står udenfor et nybygget hus på en sandet vej i en lille bebyggelse. Deres nye hus. Tømreren
fra Kolding har lavet de sidste detaljer færdige indenfor, og nu er det helt klart. Manden, Jens Peter Hansen, står med nøglen. Han har fulgt byggeprocessen de sidste måneder, hvor han har været indlogeret hos naboen, kromanden.
Huset står på en lod af kromandens jord, og Jens kommer til at betale en lille årlig afgift til kromanden. Men det er småting i forhold til de drilske forhold, han har været udsat for de sidste fire år. Det er en sand lettelse,
at familien nu kan rykke ind under eget tag. Jens’ kone Sara, der ser huset for første gang, holder lille Anna i hånden. De er lige spændte og har ikke øje for andet end den fine, grønne dobbeltdør, der snart går
op…
De kender landskabet godt, og bebyggelsen, landsbyen Grindsted, er hurtigt overskuet. Den sidste tid har de boet i Juellingsholm ved Sdr. Omme. Turen herfra er gået ad en ujævn vej over heden, sine steder kun med hjulspor skåret
igennem lyngen og helt ned til sandbunden. Træer er der ikke nogen af, bortset fra pilekrat, der markerer åen, de krydser kort efter at de er kørt fra Sdr. Omme, og derpå den å, der bugter sig syd for huset her i landsbyen. Vinden
har undervejs fri passage, og den får den høje, afblomstrede lyng til at rasle. Et kirketårn eller to i det fjerne markerer afstande i det tilsyneladende uendelige hedelandskab. Grindsted kirke, der ligger tæt ved huset, gør
ikke stads af sig med det lave skib og kor med klokkestabel på en lille høj mod øst.
Landsbyen består ellers kun af sognefogedens gård, en kro ved vejkrydset, hvor nord-syd og øst-vest mødes uden større
ståhej, et par huse, hvoraf det ene er en høkerbutik. Mere er der ikke, men et nedtrådt område ved vejkrydset og kroen antyder, at her mødes folk indimellem til marked. Og så er der lige en lille håndfuld lave gravhøje
ved den vej, de lige er kommet ad. Alting holder sig tæt på jorden, intet rager op. Det er et ydmygt sted, som områdets første embedslæge, Jens Peter Hansen, med kone og barn er kommet til.
Det unge par, der står
ved det hvidkalkede hus, syner meget lidt på dette øde sted. De er unge, knap fyldt 30, og de er kommet hertil fra København. Jens Peter og Sara er ærkekøbenhavnere omplantet til den jyske hede, født og opvokset i Magstræde
lige ved Christiansborg. Forklaringen på dette dristige skridt er, at Jens Peter har fået tildelt et af de tre nye distriktslægeembeder i Jylland. Han er nyuddannet med en stilling som reservekirurg i flåden. En kongelig resolution
fra 1842 proklamerer: ’Oprettelsen af 3 nye Lægedistrikter i det Indre af Nørrejylland’. Jens Peter Hansen har netop kvalificeret sig til det ene.
Det lå i tiden, at landet udenfor købstæderne skulle drages
mere ind i rigsfællesskabet. Der var ikke tale om en decideret decentralisering af magt, økonomi og sociale foranstaltninger, men der blæste nye vinde i slutningen af enevældens æra, der pegede mod en udvikling af de mørke
pletter på Danmarkskortet. Befolkningstallet i Danmark var steget fra 929.000 i 1801 til 1.415.000 i 1850. Der skete meget omkring den tid: en lokal beslutningsmyndighed blev etableret i 1841 med sogneforstanderskaberne, der forvarslede oprettelsen af
sogneråd og den lokale forvaltning af ’kommunale opgaver’. Købstædernes eneret til handel blev indskrænket af høkerloven af 1856. For ikke at tale om Grundloven fra 1849…
Selvfølgelig skulle
der ske en udvikling på den sundhedsmæssige front. ’Det Indre af Nørrejylland’ lyder også som et område, der trængte til at blive udforsket, åbnet op, forsynet. Det 1. Distrikt udpeget fra København
bestod af Hammerum herred og Timring sogn, hvor lægen skulle bosætte sig i Herning. Det 2. Distrikt, som tilfaldt Jens Peter Hansen, omfattede Slaugs herred og sognene Hoven, Ansager, Sdr. Omme, Ringgive og Give. Lægen her var forpligtet
til at bosætte sig just i midten: i Grindsted. Det 3. Distrikt bestod af Hids, Vrads og Thyrsting herreder, samt nogle tilknyttede sogne. Lægen skulle bo i Vrads.
Gagen blev sat til 300 rigsdaler årligt, og Den kongelige Resolution
sluttede med et væsentligt punkt: ’Vi ville fremdeles, at der paa de Steder, hvor de nye Læger skulle tage Bopæl skal oprettes Apotheker.’
Det var et ret udstrakt distrikt, den unge læge skulle have ansvar for. Jens
Peter Hansen havde sine embedsmæssige forpligtelser som retslæge, hygiejniker og statistiker. Derudover var han forpligtet til at yde gratis lægehjælp til fattige. Han skulle selvfølgelig fungere som almindelig praktiserende
læge; heri skulle der ligge en rimelig indtjening, hvilket af flere årsager ikke helt holdt stik, som vi skal se.
Jens Peter Hansens embede dækkede et stort område fra Give, Blåhøj og Hoven i nord til Ansager mod
vest og Vorbasse som den sydligste bebyggelse. Det var stort, men tyndt befolket. Både lægen og den medfølgende apoteker blev begge udfordret på økonomien - og lægen på afstande. Som man kan se på kortet, gav
det god mening at fastsætte Grindsted som udgangspunkt for lægens virksomhed. Skønt øde, lå Grindsted alligevel på en tværgående vej med en afstikker mod nord til Sdr. Omme med århundreders hævd.
Her var også en landevejskro, med rimelig postforbindelse. Kroen var netop i 1835 blevet flyttet fra Grindsteddal, der faktisk havde flere beboere end ’moderbyen’ Grindsted.
Således var scenen sat for den nye familie i den ældste
beboelse i Grindsted, der har overlevet til vores tid. Men man bemærker, at Jens Peter Hansen allerede den 29. oktober 1942 skulle tiltræde stillingen med bopæl i Grindsted. Som der officielt stod i beskikkelsen: ’At Vi allernaadigst
have beskikket og forordnet, ligesom Vi og herved beskikke og forordne Os elskelig Jens Peter Hansen, Reservechirurg og Skibschirurg, som har de udi Indfødsretten fastsatte Egenskaber, til herefter at være Districtslæge i Slaugs Herred…
og skal han have Bopæl i Grindsted By.’ Alligevel skulle der gå tre år, inden han står her foran døren med nøglen i hånden. Der fulgte ingen bopæl med stillingen (ej heller for apotekeren, der også
skulle slå sig ned her.) Det med tag over hovedet var helt og holdent lægens eget problem. Hvor stort problemet var, skulle hurtigt vise sig. Det demonstrerede tydeligt den store afstand, der på forskellig vis eksisterede mellem Københavns
Kancelli og ’det Indre af Nørrejylland’. Ønskede man et velfungerende lægevæsen i det ganske land - især med denne udvidelse ind i fjerntliggende og delvis øde sogne - skulle man måske have været
opmærksom på vilkårene for nytiltrådte embedslæger.
Da Jens Peter Hansen undersøgte mulighederne for at finde et sted, hvor han både kunne drive praksis med alt, hvad det indebar, og også etablere en
god ramme om et familieliv med kone og barn, stod det hurtigt klart, at i Grindsted var der så godt som ingenting at bo i. Man kan kigge på fotografiet igen på side 9 for at forvisse sig om det. Han ankom først til sit tjenestested
den 19. april 1843, også med myndighedernes accept. Han skulle afslutte sin tidligere ansættelse, og så var der lige et bryllup, der skulle højtideligholdes inden det store Jyllandseventyr. Apotekeren, der hed Adolph Ottesen, var heller
ikke klar til at nedsætte sig i Grindsted før maj 1843. Begge mænd fik lov til at indlogere sig hos sognefogeden Søren Bagge Hansen i hans gård Rolighed (der dengang lå ved den nuværende Rolighedsvej). Det var meningen,
at de skulle have tid til at undersøge mulighederne for at etablere sig i landsbyen.
Det viste sig på næsten komisk vis, at begge mænd havde regnet med, at den anden skulle bygge, og leje en del af bygningen ud til den første.
Ingen af de to havde imidlertid råd til at bygge. Da det gik op for de to mænd, indlogerede Jens Peter sig hos Søren Bagge og optog således den ledige plads, der var på gården. Men Adolph Ottesen pressede sig ind, og de
to kom til at dele elendige forhold. I sin kvide skrev Jens Peter til amtmanden: ’Apotekerens lejlighed er endnu uslere end min, da han kun har ét værelse til apotek, og et stenbrolagt sovekammer… min lejlighed består af to
værelser, hvoraf det ene overordentlig lille kun kan benyttes til sovekammer og i det andet, vores eneste opholdsværelse, må jeg modtage de patienter, der kommer for at konsultere mig. Hertil kommer, at jeg ikke kan gå oprejst, da jeg
er to tommer højere end værelsernes højde. Her i Grindsted er ikke et eneste sted til leje.’
Jens Peter Hansen og Adolph Ottesen kastede deres blik på det nærliggende Sdr. Omme, hvor der var bedre muligheder for
at komme under tag. Præsten i Sdr. Omme, pastor Vilhelm Birkedal, var tilfældigvis barndomsven med Jens Peter. Det er heller ikke umuligt, at tilstedeværelsen af en gammel ven så tæt på Grindsted var en bestemmende faktor
for Jens Peters beslutning om at søge embedet her så langt fra Magstræde i København. Som en yderligere tilfældighed var præsten i Sdr. Felding, kun 17 kilometer nord for Sdr. Omme, også en barndomsven: C. C. Østergaard.
I hvert fald tilbød pastor Birkedal, at Jens Peter og hans højgravide kone Sara kunne få plads i præstegården, hvilket de taknemmeligt tog imod. Kort efter nedkom Sara med deres første (og eneste) barn, Anna. Adolph Ottesen
var blevet på Rolighed, hvor han nu havde fået lidt mere plads og følgeligt kunne indrette byens første apotek her.
Der har længe hersket tvivl om, hvorvidt Sdr. Omme egentlig var den foretrukne destination for både
lægen og apotekeren. En rivalisering mellem Grindsted og Sdr. Omme, som man har kendt hos mange andre småbyer tæt på hinanden, har sandsynligvis givet næring til opfattelsen. Historien fik i 1980 pondus ved at Grindsteds legendariske
borgmester A. Chr. Andersen kolporterede den i udgivelsen ’Erindringer om Grindsted-Grene Sogne’ af pastor Otto Sommer. Her skrev A. Chr. Andersen om ’de to sundhedsautoriteter’: ’Det fortælles således, at den nyudnævnte
distriktslæge, den 30-årige reservekirurg i søværnet, Jens Peter Hansen, søn af en brændevinsbrænder i København, i efteråret kom til Sdr. Omme. Han satte sig straks i bevægelse for at få
en embedsbolig. Men ingen ville sælge jord til byggegrund, da beboerne mente, at både doktor og apoteker hurtigt ville falde sognet til byrde. På flere måder lagde Ommebeboerne lægen alle tænkelige hindringer i vejen. Bl.a.
nægtede kromanden, der var den eneste i byen, der havde heste, at køre for ham. Lægen søgte så om at måtte tage bopæl i Grindsted, og det blev bevilget både for hans og apotekerens vedkommende. Distriktslæge
Jens P. Hansen fik en bedre modtagelse i Grindsted…’
Det var tværtimod ikke med myndighedernes velsignelse, at familien Hansen flyttede til Sdr. Omme. I de kommende mange måneder føg der en brevveksling mellem myndighederne
og den unge læge. Tonen i brevene blev tiltagende kort og kølig. Det var ikke fordi, Hansen ikke søgte andre løsninger. Præsten i Grindsted, J. S. Schmidt, foreslog et lejemål i Grindsteddal. Ved nærmere undersøgelser
viste det sig at være et faldefærdigt hus, der kunne kollapse ved den mindste berøring. Der var vist også et udhus ved præstegården, som måske kunne bruges…
For at gøre trængslerne korte,
blev Hansen endelig bevilget et lån til at bygge en embedsbolig for. Han byggede tæt på kirken og på kromandens jord. Huset var beskedent i omfang: 20 alen langt og 12 alen bredt, hvilket svarer nogenlunde til et hus på
12,5 meter gange 7,5 meter. Altså omkring 94 m2, hvilket må have forekommet familien som den rene luksus i forhold til de andre tilbud, de havde fået. Prisen for opførelsen var 1.000 rigsdaler, hvilket var en del mere, end
Hansen havde regnet med. Han fulgte byggeriet fra maj til oktober på nært hold; han boede det meste af tiden på kroen og fra sit vindue kunne han se huset rejse sig.
Det var vist en tilfreds familie, der flyttede ind i det nye hus.
De blev her dog kun i seks år, inden Jens Peter Hansen fik tilbudt en distriktslæge stilling i Hjørring, desuden koblet med en overlægestilling på sygehuset. Her blev de i 35 år. At tiden i Grindsted var god, kan man måske
slutte ud fra en usædvanlig bemærkning forfattet af præsten i afgangslisterne for Grindsted sogn: ’Saare agtværdige og elskelige Folk, samt troende Kristne, hvis Bortgang almindeligt beklages’.