Sol og Skjold kapitel 3

Her var ingenting

 

Den, der kommer til Skjoldbjerg i dag sydfra til fods eller på cykel kan bekræfte, at den sidste kilometer eller to går vejen pænt opad. Her på den sydøstlige kant af Hejnsvig bakkeø er der ligesom to tvillingebakker; efter et par rolige kilometer nord for Vorbasse drejer vejen skarpt til venstre og stiger brat. Vejen følger plantagen og svinger derefter til højre, hvor man pludselig befinder sig på toppen af den ene bakke. En række højspændingsmaster marcher brutalt forbi tværs over vejen, og man ser opdyrkede marker og mod øst rester af den hede, som for ikke så længe siden dækkede landskabet. Bebyggelsen Skjoldbjerg kan lige skimtes, hvor vejen atter dykker ned for at stige op til Knuden, hvor kirken ligger. Den tidligere graver Ernst Thomsen, der i 2017 gik på pension, husker hvordan han i sin ungdom kunne stå her på kirkegården og se et ventet ligfølge på vej fra Vorbasse. Så nøgent har landskabet da været. Han kunne mageligt nå op i kirketårnet og ringe med klokken.

Før kirken blev bygget, var der meget lidt at komme her efter. Som den samme Ernst Thomsen, hvis familie nu tæller femte generation på matriklen for foden af Knuden, eller kirkebakken, bemærkede: ’Her var ingenting. Kun sandflugt og et par ejendomme.’ Alligevel var der den gamle skole, som man lige aner i fotografiet på den foregående side. Den var blevet bygget ved vejen og betjente børnene fra de spredte ejendomme og småhuse, der udgjorde Skjoldbjergs skoledistrikt. Tidligere lå den noget længere væk. At denne nyere skole ikke blev placeret på bakketoppen skyldtes, at den var en slags centralskole, der blev frekventeret af børnene fra Lille Almstok og Skjoldbjerg. Eller som Skjoldbjerg også blev kaldt fra slutningen af 1700-tallet, Over og Neder Moltkenberg, og Frederiksnaade. Ved starten af 1900-tallet lige inden befolkningstilvæksten har der vel boet cirka 150 mennesker i distriktet, tilstrækkeligt mange til, at der havde været en høker i Lille Almstok og en brugs blev i 1912 bygget midt i det, vi i dag kender som Skjoldbjerg by.

Alene i de gamle navne ’Frederiksnaade’ og ’Moltkenberg’ kan man mærke, at der er gemt interessante historier. Ser man også på navnene på nogle af gårdene, der har de længste stamtavler her, kan man ikke lade være med at forundres: Fromssejer, Colbjørnsensfejde, Hofmanslyst, Wormskjoldsdal… Tvivler man på gårdenes alder, kan man kaste et blik på maleriet af Wormskjoldsdal fra 1919. Det bekræfter i hvert fald graverens udtalelse: ’Her var ingenting’.

Føles vejen mellem Vorbasse og Skjoldbjerg nogenlunde krævende for den gående, kan man passende sende en medfølende tanke tilbage til Skjoldbjergfolk i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Om søndagen skulle man tilbagelægge de cirka seks kilometer for at komme i kirke i Vorbasse. Det gamle udsagn, at det gik over stok og sten, er ikke helt forkert, bortset fra, at det gik ret langsomt. Den sidste del af turen til Vorbasse gik i hvert fald gennem vand og pløre om vinteren. Af læ for de isnende østenvinde og snetunge vestenvinde har der ikke været noget. De store plantager, der i dag umiddelbart omslutter vejen – Fromssejer og Slauggaard – blev først anlagt tidligt i 1890erne. Sandflugt og snefog har tit været uvelkomne medrejsende på turen. Så kan man godt forstå hvorfor konen til den første graver ved Skjoldbjerg kirke sørgede om søndagen for, at der stod en kande varm kakao i kirken tæt på altret, der skulle styrke præsten inden han tog den udfordrende vej hjem til præstegården i Vorbasse.

Mens jeg sidder og skriver denne beretning, er der netop udgivet en erindringsbog ’En fortælling om Troldhedebanen og Vorbasse - og andre fine steder’. Forfatteren, Jens Villiam Reinhold Sørensen, er barnebarn af landpost Søren Jensen, der netop havde postruten fra Vorbasse til Skjoldbjerg. Han fik ruten i august 1908 med ’Direkte Ombæring til Adressaterne fra Vorbasse ad Vorbasse Bys nordlige Udflyttere, Frederiksnaade, Skjoldbjerg, Moltkenborg, Lille Almstok og Gilbjerg.’ Rutens længde var vist ikke unormal dengang: 30 kilometer. Søren Jensen var ansat som et ’Gaaende Landpostbud’. Det var først senere, at han blev et ’Cyklende Landpostbud’. I hans kontrakt stod der blandt andet, at ruten normalt skulle udføres gående i otte timer, dog havde han ret til at holde en times pause i løbet af de timer. Han skulle være opmærksom på, at han skulle passere adressaterne på omtrent det samme tidspunkt hver dag.

Jens Sørensen citerer en enkelt oplevelse, der giver et godt indtryk af hvordan forholdene kunne være i det område. En vintermorgen i 1930erne var postbuddet taget afsted som normalt på sin rute. Der lå snedriver på vejen og i løbet af kort tid satte en snestorm ind. Søren Jensen kom ikke hjem til sædvanlig tid, og der blev sendt folk ud for at lede efter ham. Han blev fundet af en karl fra en af gårdene, der havde et skarpt syn, hvilket også var nødvendigt. Den stakkels landpost havde nemlig mistet orientering i snefoget og havde sat sig ved et hegn for at hvile. Inden længe var han blevet dækket af en snedrive. Det eneste, der var synligt, var hans sort postkasket, der stak op over snedriven. Man sagde også om ham, at han bagefter altid havde kasketten på, også når han havde fri. Den havde været hans redning.

På gamle landkort er der indtegnet større områder især vest for Skjoldbjerg, hvor der står ’sandflugt’. Ikke langt herfra på Randbøl Hede lå der i helt gammel tid syv-otte gårde i Rygbjerg. De blev tilsandet og måtte opgives sidst i 1600-tallet. I dag kan børn boltre sig på de vældige sandklitter, der udgør Staldbakkerne ved Hedens nordlige grænse mod Store Almstok. Den højeste, Stoltenberg, rager 17 meter op over hedefladen, og de øverste mange meter blev blæst sammen fra slutningen af 1500-tallet, som resultat blandt andet af menneskers mishandling af naturen: træfældning, overgræsning mm. De ældste i Skjoldbjerg kan fortælle om udmærket tørv, der kunne graves rundt omkring i sognet. Tørvene var hårdt sammenpressede og gode, men man måtte fjerne en meter flyvesand for at nå ned til tørvelaget. I nabo ejerlavet Gilbjerg fortæller Ruth Mærsk, der er født i 1930, hvordan forholdene dengang var på en ejendom på 80 tønder land: ’Det var sand, flyvesand om foråret. Hvis der lå gødning og sandstormen kom, så flyttede den rundt på gødningen og den kom over til naboen. Men sommetider fik vi noget igen!’ Som en næsten nabo, Per Kragh opsummerede det: ’Ja, det knog ad Pommeren til!’

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

12.04 | 17:51

Skønt med gode fortællinger min gode ven

...
22.08 | 08:14
Den anden side NY X har modtaget 1
24.06 | 22:20
Spejlet, der husker har modtaget 1
13.06 | 19:53
Vorbasse har modtaget 1
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE